Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
5. september 2016

Veteraner blev fejret

Omkring 70 tidligere udsendte soldater, veteraner og familiemedlemmer var mødt op på Torvet i Frederikssund mandag morgen til fejring af den nationale flagdag for danskere, der har været udsendt på internationale missioner.

Danmarks bidrag er stort

Her blev de mødt af borgmester John Schmidt Andersen (V), som bød velkommen med blandt andet følgende ord:

- De danske udsendte er med til at gøre verden til et bedre sted og er med til at forbedre menneskers levevilkår. I er med til at give mennesker andre steder i verden et håb om en bedre fremtid, sagde borgmesteren og tilføjede:

- Danmark er et lille land – men vores internationale bidrag er stort. Langt større end vores lands størrelse tilsiger. Samtidig er vores udsendte veluddannede, dygtige og har god udrustning med sig. Derfor er Danmarks bidrag et vigtigt og væsentligt bidrag til den samlede indsats, som verdenssamfundet kan levere, de steder i verden hvor det brænder på.

I kontakt med Veterancentret

Frederikssund Kommune samarbejder med forsvarets veterancenter, der kan yde hjælp og bistand til veteraner. Herigennem kan veteraner få hjælp via en mentorordning eller få hjælp af behandlere med særlig viden om udsendte og veteraner, hvis behovet opstår.

- Vi er helt klar til at hjælpe og vejlede alle, der har brug for det, fastslog borgmesteren, inden han takkede de udsendte for deres indsats og deres familier og pårørende, som er med til at bakke op på hjemmefronten:

- I er på hver jeres måde med til at Danmark kan spille en rolle og gøre en positiv forskel ude i verden.

Efter flaghejsning og borgmestertale mødtes forsamlingen i byrådssalen til kaffe og samvær.

Faner, ordner og medaljer blev luftet, da Frederikssund Kommune fejrede de danske udsendte. Foto: Kenneth Jensen.
Faner, ordner og medaljer blev luftet, da Frederikssund Kommune fejrede de danske udsendte.

Faner, ordner og medaljer blev luftet, da Frederikssund Kommune fejrede de danske udsendte. Foto: Kenneth Jensen.

Borgmester John Schmidt Andersen holdt tale ved flaghejsningen. Foto: Kenneth Jensen.
- Danmarks internationale bidrag er stort, sagde borgmester John Schmidt Andersen blandt andet, da han holdt tale ved flaghejsningen.

Og bagefter var der mulighed for at få en snak over en kop kaffe. Foto: Kenneth Jensen.
Og bagefter var der mulighed for hyggeligt samvær over en kop kaffe.

Foto: KEJE.