Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
2. september 2016

Flere nye nærgenbrugsstationer

Frederikssund Kommune har i forvejen 140 standpladser, hvor man kan aflevere papir og glas i opstillede containere. En del af disse steder giver mulighed for udvidelse, og det vil nu ske et antal steder, som fremover skal kunne modtage både glas, papir, plast og metal. Dermed er vejen til mere genbrug af plast og metal blevet kortere.

Nemmere for borgerne

- Nu bliver det endnu nemmere for borgerne at sortere affaldet og medvirke til at mere bliver genanvendt, så det ikke skal brændes, siger Tina Tving Stauning (A), der er formand for Teknisk Udvalg i Frederikssund Kommune.

- Det handler om at give borgerne gode muligheder for at sortere, og det gør vi nu med de nye nærgenbrugsstationer, forklarer hun.

Klar til brug i 2017

De nye nærgenbrugsstationer kan komme til at få forskellige udformninger afhængigt af placeringen. Nogle steder kan det blive beholdere, som står på jorden. Andre steder kan det være halvt eller helt nedgravede beholdere. Teknisk Udvalg har bedt forvaltningen om at vurdere i hvert enkelt tilfælde, hvad der er mest hensigtsmæssigt. Det er planen, at de nye stationer i de fire hovedbyer skal placeres tæt ved boligområder og dagligvarehandel, hvor mange mennesker færdes. I landdistrikterne vil de blive placeret ved naturlige knudepunkter.

De nye nærgenbrugsstationer ventes at være klar til brug i december 2017.