Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
13. september 2016

34 hovedstadskommuner råber op: Stop forskelsbehandlingen nu

Hvert år flyttes flere og flere milliarder fra hovedstadsområdet til resten af landet. I 2017 er beløbet 12 mia. kroner. Derfor er 34 kommuner fra hovedstadsområdet – herunder Frederikssund – nu gået sammen for at få sænket landsudligningen.

De 34 kommuner ønsker et Danmark, der hænger sammen økonomisk. De ønsker et fair niveau af økonomisk udligning mellem kommunerne og vil gerne bidrage til økonomien i landets øvrige kommuner. Men i dag indebærer landsudligningen, at kommunerne i hovedstadsområdet har et lavere serviceniveau, samtidig med at de skal sende penge ud af kommunen til resten af landet.

”Borgerne i hovedstadsområdet betaler i dag for, at kommunerne i resten af landet kan tilbyde et højere serviceniveau, end vi kan her i hovedstadsområdet. Det er absolut ikke formålet med udligningsordningen, siger Steen Christiansen, borgmester i Albertslund, der er en af initiativtagerne: ”Derfor er vi 34 kommuner gået sammen for at sige Stop forskelsbehandlingen!”

De 34 kommuner ønsker, at landsudligningen skal sænkes, så det kommer ned på samme niveau som efter kommunalreformen i 2007.

Det er en myte, at borgerne i hovedstadsområdet er særligt privilegerede

Fælles for de 34 kommunerne er, at de ikke kan genkende billedet af, at borgerne i hovedstadsområdet er særligt privilegerede. 7 ud af 10 af Danmarks mest socialt belastede kommuner ligger i hovedstadsområdet. Arbejdsløsheden ligger på samme niveau som i resten af landet, mens niveauet for kommunal service ligger under niveauet for resten af landet. Oveni det har en familie, hvor far er håndværker og mor er sygeplejerske, i gennemsnit 96.000 kr. mindre til rådighed om året end en tilsvarende familie bosat i Nordjylland.

”Når vi sender penge til resten af landet” siger borgmester John Schmidt Andersen, Frederikssund Kommune: ”så er det midler, som vi skal finde i kommunens budgetter, og som også rammer ældreplejen, skolen og daginstitutionerne her i kommunen”.

De 34 kommuner vil i den kommende tid tage initiativ til en dialog med bl.a. folketingspolitikerne om behovet for at sænke landsudligningen.

De 34 kommuner er:

Albertslund, Allerød, Ballerup, Brøndby, Dragør, Egedal, Fredensborg, Frederiksberg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Greve, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Herlev, Hillerød, Hvidovre, Høje-Taastrup, Hørsholm, Ishøj, København, Køge, Lejre, Lyngby-Taarbæk, Roskilde, Rudersdal, Rødovre, Solrød, Stevns, Tårnby, Vallensbæk.

Læs mere på www.stopforskelsbehandlingen.nu