Gå til sidens indhold
Frederikssund Kommunes logo
14. november 2016

Tilflyttere på bustur

Hvert år vælger mange at flytte til Frederikssund Kommune. For at byde dem velkommen var det sidste halve års tilflyttere lørdag den 12. november 2016 som noget nyt inviteret på bustur med borgmester John Schmidt Andersen som guide.

Det tilbud havde knap 60 taget imod, og de fik med turen et indtryk af nogle af kommunens seværdigheder og herligheder - lige fra Slangerup Idræts- og Kulturcenter, Slangerup Miniby, Byen Vinge og J.F. Willumsens Museum til Kulhuse, Svanholm, Jægerspris Slot og Selsø Slot samt mange andre steder, herunder naturligvis også kommunens rådhus og administrationscentre.

Turen varede tre timer, med en enkelt kaffepause i Kulhuse - i øvrigt i smukt vintersolskin, og med by og land smukt indhyllet i rimfrost.

Borgmester John Schmidt Andersen bød velkommen. Foto: Kenneth Jensen.
Borgmester John Schmidt Andersen bød velkommen, og var guide på dagens rundtur, hvor der var godt fyldt op i dobbeltdækker bussen.

Dobbeltdækker bussen var godt fyldt. Foto: Kenneth Jensen.

Vel modtaget

Initiativet blev da også taget vel imod af deltagerne som var rimeligt mætte af indtryk da de nåede retur til Frederikssund Rådhus. Vi talte med nogle af dem - blandt andre Torben Jeppesen, der er flyttet til Over Dråby Strand fra Annisse Nord i Gribskov Kommune:

 - Vi har haft sommerhus i kommunen i 11 år, men synes at det har været en rigtig god tur, hvor vi har fået mange ting at vide. Vi har helt sikkert fået øje på nogle nye skønne steder der skal besøges i kommunen, fortæller han.

Turens eneste stop var ved Kulhuse Kro, hvor der blev tid til en kop kaffe og lidt snak. Foto: Kenneth Jensen.
Turens eneste stop var ved Kulhuse Kro, hvor der blev tid til en kop kaffe og lidt snak. 

De mindste hyggede sig også på turen. Foto: Kenneth Jensen.
Såvel børn som voksne hyggede sig på turen.

At turen har været god bakkes op af Dorthe Flindt Jensen. Hun er den 1. september flyttet til Frederikssund by fra Århus:

 - Jeg synes at det var en fantastisk tur. Det var spændende at høre om kommunens mange udviklingsprojekter, men også dejligt at få inspiration til cykelture rundt i den skønne kommune. Jeg flyttede til Frederikssund blandt andet fordi jeg har en datter og børnebørn der bor i kommunen, men også på grund af den dejlige natur.

Dejlig natur

Netop den dejlige natur er Dorthe Flindt Jensen ikke ene om at have haft med i sine overvejelser da hun valgte Frederikssund Kommune som sit nye bosted.

Også Louise Schnegell og Søren Zebitz Nielsen har skelet til det, da de skulle flytte med deres to børn for nogle måneder siden. De er blandt andet flyttet til Frederikssund fordi det er tæt på vandet: Her er flot natur, og også gode transportmuligheder, fortæller de, og fortsætter:

 - Busturen er en god mulighed for at se andre steder i kommunen, end kun der hvor man bor. Det er godt at høre og se om de investeringer der er undervejs med ny bro, Vinge, idrætsby m.m. En del havde vi allerede læst om, men nu fik vi også blik for de forskellige ting. Det gav også et fint indblik i kommunen at få historien om de forskellige seværdigheder.

Både børn og voksne havde fundet vej til busturen for nye borgere lørdag formiddag. Foto: Kenneth Jensen.
Både børn og voksne havde fundet vej til busturen for nye borgere lørdag formiddag. 

Foto: KEJE.