Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
16. november 2016

Foreninger vigtige for integrationen

Mange flygtningebørn i Frederikssund Kommune lærer sprog og får nye venner via foreningslivet og de mange fritidstilbud. Og det er netop en af målsætningerne i den integrationsstrategi, som Byrådet har vedtaget.

Hos De Grønne Pigespejdere er det ”sjov og ballade”-dag, da patruljerne mødes tirsdag aften i spejderhytten på Klintevej i Frederikssund. Det betyder, at pigerne trækker en seddel op af en spand, hvor der står, hvad de skal foretage sig. En af patruljerne får til opgave at bage en citronmåne, og det giver travlhed i køkkenet. En af pigerne i patruljen hedder Elham og er kommet til Danmark fra Syrien for et halvt år siden. Sproget er en udfordring, men med tydelige fagter og en bageopskrift at holde sig til kan man komme langt, og tilsammen knokler de tre piger løs, med at få ingredienserne blandet sammen.

Succes med flygtningebørn

- Vi havde i lang tid snakket om, at børn af flygtninge manglede aktiviteter i fritiden, fortæller pigespejdernes gruppeleder Heidi Lyngbøg. Derfor kontaktede de Frederikssund Kommune, og snart var en informationsaften på plads, hvor en række flygtningefamilier via to tolke lærte, hvad det vil sige at gå til spejder i Danmark.

- Allerede kort tid efter var tre flygtningepiger med på vores tredages tur til Legoland, og de tre har vi stadig i vores trup, så det har været en succes. Når først interessen er skabt skal der nok komme nye til, for pigerne har jo også mindre søskende, fortæller Heidi Lyngbøg.

Som en af de første oplevelser sammen med De Grønne Pigespejdere kom de tre syriske piger, (fra venstre) Elham, Sedra og Sara, med på en tredages udflugt til Legoland.
Som en af de første oplevelser sammen med De Grønne Pigespejdere kom de tre syriske piger, (fra venstre) Sara, Sedra og Elham, med på en tredages udflugt til Legoland.

Frirum for pigerne

For de piger, der kommer fra muslimske familier, giver samværet hos De Grønne Pigespejdere et frirum.

- Her kan de få lov til at smide tørklædet og bare være piger, fordi vi er en ren pigegruppe, fortæller gruppelederen og fortsætter:

- Vi lægger ikke skjul på, at der også kan være kirkelige arrangementer, og det har været i orden for pigernes forældre. Jeg tror, at vi kan lære noget af hinanden på den gode måde, fastslår Heidi Lyngbøg. Pigespejderne har fået en økonomisk håndsrækning fra Folkeoplysningsudvalgets Initiativpulje, så flygtningepigerne er blevet hjulpet med uniformer og andet udstyr.

De tre grønne pigespejdere, (fra venstre) Emilie, Sofie og Elham i det partruljerum, som de i fællesskab har indrettet. Her er de i selskab med pandaen Felix.
De tre grønne pigespejdere, (fra venstre) Emilie, Sofie og Elham i det partruljerum, som de i fællesskab har indrettet. Her er de i selskab med pandaen Felix.

Mange flygtninge bruger foreningslivet

De Grønne Pigespejdere er kun en af mange foreninger i Frederikssund Kommune, der hjælper med til at integrere nytilkomne flygtningebørn fortæller familiekonsulent i Frederikssund Kommune Yvonne Elisabeth Thompson. En del af hendes arbejde består i at gennemføre målsætningerne i Byrådets integrationsstrategi, der blandt andet handler om at flygtninge skal indgå i fritids-, idræts- og kulturlivet på lige fod med andre borgere. Og arbejdet bærer frugt for indtil videre er omkring 100 flygtningebørn i gang med foreningsaktiviteter som svømning, brydning, spejder, fodbold mv.

- Danmark har et meget åbent og tilgængeligt foreningsliv. I Syrien – hvor mange af vores flygtningefamilier kommer fra – har man ikke samme kultur for at melde sig ind i en forening. Derfor sker integrationen til foreningslivet ofte gennem børnenes deltagelse i forskellige fritidsaktiviteter, forklarer Yvonne Elisabeth Thompson og tilføjer:

- De frivillige foreninger betyder meget for integrationen, idet flygtningene bliver mere trygge i kontakten med det danske samfund, men det kræver også, at der er ildsjæle i foreningerne, som gør den nødvendige indsats, fastslår hun.

Kommunen støtter indsatsen i foreningslivet

Frederikssund Kommunes familiekonsulenter hjælper til med at skabe kontakten mellem foreningerne og flygtningene og kan endvidere stille tolkebistand til rådighed, hvis det er nødvendigt. Derudover søger en del foreninger – ligesom pigespejderne - støtte fra Folkeoplysningsudvalgets Initiativpulje til at finansiere udflugter, camps, aktiviteter mv. for flygtningebørnene.