Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
16. november 2016

0. A klasse på Ådalens skole vandt trafikkonkurrencen ’Børn på vej’

Eleverne i Ådalens-skolens 0. A klasse har været både dygtige og heldige. De har nemlig vundet en konkurrence i den landsdækkende kampagne ’Børn på vej’, som kommunerne i Danmark, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden står bag. Præmien er 1000 kr. til klassekassen.

I Frederikssund kommune skal alle børn være trafiksikre. Derfor satte kommunen i august plakater op ved alle skoler med budskabet ’Børn på vej’. Og af samme årsag har alle kommunens 0. klasseelever fået udleveret ’Min Trafikbog’ med opgaver om sikker trafik. Opgaverne har børnene løst i klassen. Efterfølgende har 0. klasses lærerne sendt klassens svar ind til den landsdækkende konkurrence ’Børn på vej’, som Kommunerne i Danmark, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden står bag.

- Det er så vigtigt at alle børn i Frederikssund kommune lærer at passe på sig selv i trafikken. Det er en stor glæde at kunne belønne vinderne i ’Børn på vej’ konkurrencen, siger teamleder Henriette Anderen fra Frederikssund kommune.

Hjælp til forældre om børn og trafik

Kampagnen ’Børn på vej’ sætter fokus på, at alle børn skal lære at blive sikre i trafikken. Små børn lærer trafik ved at øve sig mange gange sammen med deres forældre. Store børn skal ofte have gentaget, hvad de skal have fokus på i trafikken. Fælles for alle børn er, at deres forældre er rollemodeller i trafikken. Det og meget andet kan forældre læse om på www.sikkertrafik.dk/forældre. Hjemmesiden er lanceret af Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden og skal hjælpe forældre med at lære deres børn at begå sig sikkert i trafikken.