Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
21. marts 2016

Poul Halberg i Rejsestalden

De allerstørste hits som vi kender fra guitaristen og sangskriveren Poul Halbergs hånd er nu vendt tilbage til livescenerne med et helt nyt band - Poul Halberg & Friends. Repertoiret er håndplukket blandt de bedste sange fra de sidste 35 år - bl.a. fra Halberg Larsen, Ray Dee Ohh og egne solo albums.

Poul Halberg og Friends.jpeg
Poul Halberg og Friends spiller i Kulturhuset Rejsestalden.

I Poul Halbergs univers har den gode melodi altid været en vigtig rød tråd, og netop nu - i 30-året for udsendelsen af hans ultimative 80’er klassiker ”Magi i luften” - drager han ud med en perlerække af sine bedste sange. Tænk bare på: Efterår, Spiller et Spil, Jeg vil la’ lyset brænde, Elskes af dig, Mandagsstævnemøde og mange flere. 

Halbergs personlige mix af inspiration fra den amerikanske pop rock tradition og vores egen nordiske tone har gennem årene formet en helt unik stil, som har resulteret i en række legendariske evergreens - skrevet i samarbejde med nogle af vores bedste tekstforfattere, bl.a. Steffen Brandt, Elisabeth G. Nielsen, Lars Muhl og selvfølgelig Mona Larsen, som skrev langt den overvejende del af teksterne til Halberg Larsen. Og det kompositoriske samarbejde med hitmageren og produceren Michael Bruun var i høj grad brændstof til det lokomotiv, der forvandlede Ray Dee Ohh til en af de største pop-succes’er herhjemme til dato.

Og står der Halberg på plakaten, er der selvfølgelig også masser af god guitar i vente på en aften, hvor han sammen med sine Friends vil give sine bedste sange nye vinger. Glæd jer til et forrygende genhør.

Tid, sted og pris

Koncerten finder sted i Kulturhuset Rejsestalden i Jægerspris lørdag den 30. april klokken 20.00. Dørene åbnes klokken 19.00.

Billetter koster 250 kroner, og kan købes via Rejsestaldens hjemmeside.