Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
31. marts 2016

Byrådet bevilger to millioner til forbedring af udearealer på skolerne

I løbet af 2016 og 2017 vil Frederikssund Kommune bruge to millioner på at give skoleelever bedre mulighed for at lege og bevæge sig udendørs.

I de kommende år vil det blive både nemmere og sjovere for skolebørnene at være aktive i skoletiden på en række af kommunens skoler. Under overskriften ”Alle børn bevæger sig udenfor” har en arbejdsgruppe kigget på kommunens skoler og deres udearealer. Nærmere bestemt har man vurderet hvilke skoler, der skulle have tildelt penge til at forbedre lege- og bevægelsesmulighederne for eleverne. Sigtet er, at pengene skal prioriteres på anlægsopgaver, der kan bidrage til at indfri folkeskolereformens målsætning om at koble læring med bevægelse.

Mange nye aktivitetsmuligheder

På byrådets møde onsdag den 30. marts besluttede et enigt byråd så at fordele i alt to millioner kr. over de næste to år til etablering af udendørs læringsmiljøer, skatermiljø mv. Pengene vil blive brugt over to år på Fjordlandsskolen, afd. Skibby, Jægerspris Skole samt på Slangerup Skole, afd. Byvang.

Pengene bliver fordelt således

1. Fjordlandsskolen, afd. Skibby får i 2016 700.000 kr. til opbygning af en skolegård, der skal rumme et læringsmiljø, som byder op til bevægelse og fysisk aktivitet.

2. Jægerspris Skole får i 2016 300.000 kr. til en spejlvæg med tilhørende højttalerinstallation. Endvidere får skolen i 2017 500.000 kr. til et nyt skatermiljø.

3. Slangerup Skole, afd. Byvang får i 2017 500.000 kr. til opbygning af et læringsmiljø, der indbyder til bevægelse og fysisk aktivitet i mellemtrinnets skolegård.

Kommende læringsmiljø i Fjordlandsskolens skolegård.

Kommende læringsmiljø i Fjordlandsskolens skolegård.
Kommende læringsmiljø i Fjordlandsskolens skolegård.