Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
23. maj 2016

Sommeraktiviteter for børn og unge

Igen i år har kommunens børn og unge mulighed for at vælge mellem en masse sjove aktiviteter i sommerferien. 

I samarbejde med foreninger og kulturinstitutioner tilbyder Frederikssund Kommune i alt 16 aktiviteter for børn og unge, primært i alderen 9-13 år.

Tilbuddet glæder formand for Fritidsudvalget, Morten Skovgaard (V):

 - Det er dejligt, at vi igen i år kan give børn og unge et spændende og varieret tilbud i sommerferien. Der er virkelig noget for enhver smag. Samtidig er sommeraktiviteterne en rigtig god mulighed for at snuse til noget af det, man ikke har prøvet før - og som måske kan blive den nye fritidsinteresse.

Sommeraktiviteterne er spredt hen over hele sommerferien og giver mulighed for at prøve kræfter med at ride, svømme, spille golf, tegne og male, spille teater, tennis og rollespil og meget mere.  Med andre ord; sommerferien er fuld af muligheder.

_KJP9759 - Aquacamp i SIK. Foto: Kenneth Jensen.
Aquacamp i Slangerup er en af årets sommeraktiviteter. Campen var en stor succes sidste år, hvor billedet her er fra.

Sommeraktivitetskataloget kommer både i en trykt og elektronisk version. I uge 21 sendes kataloget ud til kommunens skoler, og alle skolebørn fra 4.-6. klasse får sommeraktivitetskataloget med hjem i skoletasken. Du kan også finde kataloget på biblioteket og på Frederikssund Kommunes hjemmeside.

Mere information om aktiviteterne, tilmelding og betaling sker ved direkte kontakt til arrangørerne. Du finder deres kontaktoplysninger i kataloget.

Foto: Kenneth Jensen.