Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
27. maj 2016

Festlig sidste skoledag på Bløden

Fredag var det sidste skoledag for alle 9. klasser i Frederikssund Kommune. Det blev fejret på Bløden i Frederikssund med barberskum, DJ og masser af hygge.

Cheerleaders, Superman, Amor, Teletubbies, munke, pirater, bananer og en Avatar var blot nogle af de kostumer, man kunne se fredag eftermiddag på Bløden i Frederikssund.

Inde i kostumerne var en masse festglade 9. klasseelever, der fejrede sidste skoledag, med hvad der dertil hører. Der var god stemning, høj musik og sol fra en næsten skyfri himmel. Og rigeligt med barberskum.

Cheerleaders var blandt udklædningerne på Bløden i dag. Foto: Kenneth Jensen.
Cheerleaders var blandt udklædningerne på Bløden i dag. 

Det samme var nonner. Foto: Kenneth Jensen.
Det samme var nonner, fine fruer og andre festlige udklædninger.

Festen på Bløden er et alternativ til den sædvanlige tur på Dyrehavsbakken. Det er blandt andet elever fra Ådalens Skole, der har fået ideen, og Gadeteam har arrangeret dagen.

- Det er en rigtig god idé. Vi havde først tænkt på at tage på Bakken, men der møder man ikke folk, man kan komme til at kende og måske gå i gymnasiet med næste år. Her møder man en masse, man kan møde igen senere, fortæller Sally Cruse på 16 år fra Frederikssund Privatskole.

Laura og Sally fra Frederikssund Private Realskole. Foto: Kenneth Jensen.
Laura Melholt og Sally Cruse fra Frederikssund Private Realskole.

Hendes veninde, Laura Melholt på 15 år og også fra Frederikssund Privatskole er enig og tilføjer:

- Jeg synes, det er flot at det her er startet og at der er arrangeret ting som musikken. Og så er det godt at man kan fortælle sine forældre, at man er her og der er styr på det, siger hun.

Plads til alle

Alle afgangselever i Frederikssund Kommune er inviteret til at deltage i sidste skoledag på Bløden, og ved 14-tiden var der omkring 200 elever på pladsen. Der blev festet, snakket og danset til musikken fra DJ Rubin.

Traditionen tro var mange oversprøjtet med barberskum, men heldigvis stod juniorbrandkorpset klar med brandslangen og sprøjtede barberskummet af de unge.

Mange af de feststemte unge var godt dækket i barberskum. Foto: Kenneth Jensen.
Mange af de feststemte unge var godt dækket i barberskum. 

De der ikke allerede havde fået skum, de fik det. Foto: Kenneth Jensen.
De der ikke allerede havde fået skum, de fik det.

Juniorbrandkorpset hjalp med skylle barbarskum af, og køle de feststemte unge lidt ned. Foto: Kenneth Jensen.
Juniorbrandkorpset hjalp med skylle barbarskum af, og køle de feststemte unge lidt ned.

Skummet bliver sprøjtet af. Foto: Kenneth Jensen.

Anika og Stine fra Ådalens Skole. Foto: Kenneth Jensen.To af dem, der var klædt mere ud som barberskum end noget andet, var 15-årige Anika Gadegaard og 15-årige Stine Olsen fra Ådalens Skole.

- Det er sindssygt fedt, at vi kan mødes her. Så kan vi sige hej til alle dem vi kender fra andre skoler og give dem skum også, siger Anika Gadegaard, mens hun griner inde under barberskummet.

- Det er også rart, at der ikke er så meget transport. Nu kan vi være her indtil vi skal videre og feste, tilføjer Stine Olsen og fjerner et lille dyr, der sidder fast i Anikas hår (og i den rigelige mængde barberskum), hvilket får begge piger til at grine endnu mere.

En stor succes, der gentages næste år

- Man må sige, at det er en succes. Vi har jo ikke prøvet det før, så jeg var rigtig spændt på, om der kom nogen. Og havde der været 75, så havde jeg været glad, fortæller Kim Gildberg, leder af Gadeteam. Han tilføjer:

- Jeg er helt sikker på, at der også vil ske noget næste år. Det kan godt være, at når andre unge hører om det her, så har de måske nye ideer. Og så lytter vi til dem og ser, om vi gør noget anderledes næste år.

Ud over juniorbrandkorpset og samaritter, var Produktionsskolen til stede på Bløden. Her kunne de unge købe sig lidt at spise, hvis sulten trængte sig på. Også Kosmos, ungecafeen, var mødt op med tæpper, nogle stole og forskellige spil.

Ungdomscaféen Kosmos havde medbragt en mobil strand. Foto: Kenneth Jensen.
Ungdomscaféen Kosmos havde medbragt en mobil strand.

Produktionsskolen støttede også op om arrangementet med bod på festpladsen. Foto: Kenneth Jensen.
Produktionsskolen støttede også op om arrangementet med bod på festpladsen.

Foto: KEJE.