Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
14. juni 2016

Praktik fremmer integrationen

Frederikssund Kommune har gode erfaringer med praktikforløb til flygtninge hos de lokale virksomheder. Derfor arbejder Jobcenter Frederikssund med en virksomhedsrettet integrationsindsats, der skal skabe arbejde til flygtninge.

Mange flygtninge har et stort ønske om hurtigst muligt at få et arbejde. Det har stor betydning for deres integration at komme ud på det danske arbejdsmarked, få et fællesskab med kollegaer, lære det danske sprog og få indsigt i det danske samfund. Men det er vigtigt, at der skabes det rette match mellem flygtning og virksomhed. Derfor samarbejder Jobcenter Frederikssund med virksomheder inden for mange forskellige brancher.

I denne uge uddeler Lokalavisen Frederikssund et tillæg, Bag Facaden. I det kan man blandt andet læse om Tarek Darwish fra Syrien, der kom i virksomhedspraktik hos Procom, hvor han sidenhen blev ansat og nu beskæftiger sig med tekniske specifikationer og miljøkrav.

Tillægget deles kun ud blandt borgere i Frederikssund. Bor man i Jægerspris, Skibby, Slangerup eller en af kommunens mange andre dejlige byer, som ikke modtager tillægget, kan man her læse om Tarek, Procom og samarbejdet med Jobcenter Frederikssund.