Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
30. juni 2016

Ny sundhedschef i Frederikssund Kommune

Malene StørupMalene Størup er ansat som ny sundhedschef i Frederikssund Kommune. Hun har et indgående kendskab til sundhedsområdet fra ansættelser i Sundhedsstyrelsen og en række kommuner.

Kommunens nye sundhedschef kommer fra en stilling som Centerchef for Social og Sundhed i Gribskov Kommune. Malene Størup er 41 år og cand. mag i kommunikation og med lederuddannelser fra blandt andet DISPUK og Mannaz. Ud over stor kommunal erfaring har Malene Størup også været ansat en årrække i Sundhedsstyrelsen i Borgernære Sundhedstilbud.

 - Jeg glæder mig meget til at begynde som sundhedschef i Frederikssund Kommune og bruge mine erfaringer og indblik i sundhedsområdet til at sætte en ny retning for området. Kommunen har store ambitioner for udviklingen af sundhedsområdet. Borgerne skal have sundhedstilbud af høj kvalitet. Det kræver et tæt samspil mellem kommune, hospital og praksis, og det ser jeg frem til at stå i spidsen for sammen med ledere, medarbejdere og samarbejdspartnere, siger Malene Størup

Op til ansættelsen af den nye sundhedschef har Frederikssund Kommune samlet alle afdelinger, der arbejder med sundhed under samme ledelse i et nyt selvstændigt sundhedsområde i kommunen. Ifølge Helle Hagemann, der er direktør for Velfærd, Arbejdsmarked og Sundhed, er denne nye organisering besluttet, fordi kommunerne står over for at udvikle nye løsninger på sundhedsområdet.

Helle Hagemann glæder sig til samarbejdet med Malene Størup:

 - Med Malene Størup som sundhedschef får vi en chef, der både har visioner og erfaringer med sundhedsopgaverne i kommunen. Malene Størup vil med sit strategiske blik, analytiske evner og erfaring med ledelse af tilbud kunne bidrage til udviklingen af sundhedsområdet i Frederikssund.

 - Nogle af de første væsentlige milepæle vil være at sætte en fælles retning for det nye sundhedsområde i samarbejde med medarbejdere og ledere, sikre en tværgående prioritering af sundhedspolitikkens handleplaner og begynde samarbejdet med Region Hovedstaden, Nordsjællands Hospital og andre kommuner om etableringen af et fælles sundhedshus på Frederikssund Hospital, siger Helle Hagemann.

Malene Størup bor med sin mand og to børn i Frederiksværk. Hun har første arbejdsdag i Frederikssund Kommune den 8. august 2016.