Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
29. juni 2016

Ny Børne- og Skolechef i Frederikssund Kommune

Paw Holze Nielsen konstitueres som Børne- og Skolechef i Frederikssund Kommune. Han begynder i stillingen 1. august 2016.

Paw Holze Nielsen er i forvejen særdeles bekendt med Frederikssund Kommune, da han i dag er chef for Kultur, Idræt og Dagtilbud.

Paw Holze Nielsen siger:

 - Efter at have fulgt skoleområdet i Frederikssund Kommune på sidelinjen i ni år er det en stor glæde nu at få lov til at få ansvaret for den fremtidige udvikling på området. Jeg synes koblingen mellem dagtilbudsområdet, klub og skoleområdet gennem årene er blevet tættere, og det vil være et af mine mål at dette samarbejde udvikles yderligere til gavn for børn, elever og de unge.

 - Samtidig med mine nye udfordringer skal jeg sige farvel til kultur-, idræts- og fritidsområdet efter fire år. Det har været en fornøjelse at arbejde med det felt og de mange dygtige ledere og medarbejdere. Jeg synes vi sammen er lykkedes med mange indsatser og projekter.

Jan Milandt, direktør for Opvækst, Uddannelse og Kultur, er glad for at Paw Holze Nielsen har takket ja til at blive Børne- og Skolechef:

 - Med Paw Holze Nielsen får skoleområdet en rutineret leder, der på bedst mulig vis kan understøtte at de politiske målsætninger bliver indfriet. Faglig kvalitet og god trivsel – hos både børn og medarbejdere – skal præge skolerne i Frederikssund Kommune, og her vil Paws kompetencer, kendskab til kommunen og konstruktive tilgang være garant for en god udvikling, samtidig med at han fortsætter som chef for dagtilbudsområdet, siger Jan Milandt.

Kort om Paw Kristian Holze Nielsen:
Ansat i Frederikssund Kommune 1. maj 2007 som dagtilbudschef og efterfølgende med udvidet opgaveportefølje. Hans nuværende stilling er Kultur-, Idræts- og Dagtilbudschef. Paw er 40 år og uddannet cand.scient.adm. fra Aalborg Universitet år 2000. Han bor i Græse Bakkeby med sin familie.

Konstitueret Kultur- og Fritidschef

Konstitueret Kultur- og Fritidschef for den nye afdeling ”Kultur, Fritid og Frivillighed” bliver Anders Munch Skovgren der i forvejen er chefkonsulent i kommunen.

Organisationstilpasningen der sker i forbindelse med den nye struktur skal i høring i kommunens MED-udvalg på de pågældende områder. Det sker i løbet af sensommeren 2016.