Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
27. juli 2016

Masser af liv i Slangerup Miniby

Slangerup Miniby flyttede sidste år ind på et område ved Slangerup Idræts- og Kulturcenter. Her trives medlemmerne, og minibyen er i fuld udvikling. Igen i år er der kommet nye huse til, og byggeriet af Slangerup Kirke er gået i gang.

Midt i Slangerup Miniby står fundamentet til Slangerup Kirke. Det er det helt store projekt, som folkene bag minibyen længe har villet i gang med. Det har bare ikke været muligt, fordi minibyen indtil for et år siden ikke havde et fast sted at være og ikke mindst at blive. Men sidste år rykkede de ind på pladsen ved Slangerup Idræts- og Kulturcenter, hvor de har fået lov at være fremover af Frederikssund Kommune, som også har finansieret indretningen af pladsen og flytningen af byen med et tilskud på 400.000 kr. Og det bringer glæde blandt foreningens medlemmer.

Kirkebyggeriet flankeret af fra vestre Henning Nielsen og Karsten Andreasen. Foto: Kenneth Jensen.
Fundamentet til kirkebyggeriet med fra vestre Henning Nielsen og minibyens formand, Karsten Andreasen.

- Det betyder alt, at vi kan være her. Det har været et ønske fra starten af for 20 år siden at få et sted hvor vi kan blive. Det var et stort ønske der gik i opfyldelse. Her er også et perfekt underlag med grusbanen. Det er et meget stabilt underlag, fortæller Karsten Andreasen, formand for Foreningen Slangerup Miniby. Han tilføjer:

- Da vi ikke havde et sted vi kunne blive, kunne det ikke lade sig gøre at bygge kirken. Den færdige kirke bliver næsten fire meter høj, så den havde vi ikke kunne flytte. Og det første vi gjorde, da vi flyttede ind her, var da også at få støbt fundamentet til kirken, inden vejene blev lavet rundt om.

Det store projekt med at bygge Slangerup Kirke i størrelsesforholdet 1:10 forventer Karsten Andreasen vil tage cirka otte til ti år.

Den rigtige Slangerup Kirke. Foto: Kenneth Jensen.
Den rigtige Slangerup Kirke, som folkene bag minibyen nu er i gang med at opføre i størrelsesforhold 1:10.

En rigtig mursten, og miniaturen som husene bygges af. Foto: Kenneth Jensen.
En rigtig mursten, og miniaturen som husene bygges af.

Slangerup cirka år 1900

Slangerup Miniby viser, hvordan Slangerup så ud omkring år 1900. Allerede nu er der en del huse, som man måske kan genkende fra bybilledet, som det ser ud i dag. Foreningen arbejder tæt sammen med Lokalhistorisk Forening for Slangerupegnen og med Frederikssund Kommune for at finde gamle tegninger og billeder af husene. Mange af de huse der stadig står i dag, er ofte bygget om og ændret en del siden år 1900.

Kongensgade med den gamle smedje. Foto: Kenneth Jensen.
Kongensgade med den gamle smedje.

Går man en tur gennem Kongensgade, kan man eksempelvis se den gamle Brugsforening i Kongensgade 17, eller den gamle smedje i nummer 23. Og i nummer 20 ses det hus der i dag er en del af Frederikssund Kommunes administrationscenter i Slangerup, men som omkring år 1900 var et lægehus. Det er også det nyeste hus i samlingen og et flot eksempel på hvor meget foreningens medlemmer går op i detaljerne.

Detalje over hoveddøren til det gamle lægehus. Foto: Kenneth Jensen.
Detalje over hoveddøren til det gamle lægehus.

Kongensgade 5.  Foto: Kenneth Jensen.
Huset på Kongensgade 5 er en af modellerne som er særligt rig på detaljer, med både strå- og tegltag samt tagpap, fine tagrender, skorstene og mange andre fine detaljer.

Laver det hele selv

Det er Foreningen Slangerup Minibys 15 aktive medlemmer, der bygger alle husene selv. De har forskellige baggrunde som murer, tømrer, smed, kontormand, elektriker, ingeniør med mere. De laver selv vinduer og døre, tagrender, mursten, teglsten og alt andet, man kan se på husene.

Fra venstre Bjarne Pedersen, Frede Petersen, Verner Bastholm, Henning Nielsen og Karsten Andreasen foran det gamle lægehus. Foto: Kenneth Jensen.
Fra venstre Bjarne Pedersen, Frede Petersen, Verner Bastholm, Henning Nielsen og Karsten Andreasen foran det gamle lægehus, som samtidig er minibyens nyeste hus.

Når Slangerup Kirke skal bygges, skal murstenene have en anden størrelse end dem der er brugt på de fleste af husene. Det skyldes at kirken i sin tid blev bygget med munkesten. Disse munkesten samt alle andre mursten laver medlemmerne selv i ler, og får dem senere brændt hos Wewers Teglværk i Helsinge. Der er dog planer om at skaffe en keramikovn til dem selv, da det vil blive en stor hjælp i forbindelse med opbygningen af kirken. Kirken, der stod færdig i 1588, er fyldt med detaljer som foreningens medlemmer endnu ikke ved hvordan de skal lave.

- Men det må vi finde ud af hen ad vejen. Der er mange specialsten på kirken, og formene til dem skal vi selv lave. Så vil det være rart at kunne brænde dem selv og se resultatet med det samme, og dermed også vide om der er noget der ikke fungerer, siger Karsten Andreasen.

Og mon ikke at de finder de rette løsninger, sådan som de har gjort med alle de andre huse.

Hvis man vil besøge Slangerup Miniby er der åbent hver lørdag mellem kl. 10.00 og 13.00 frem til den 31. oktober på Idrætsvej 5 i Slangerup. På foreningens hjemmeside, kan man se mere om de enkelte huse samt de huse og bygninger som foreningen er ved at bygge, og som der er planer om at bygge.

Foto: KEJE.