Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
15. januar 2016

Ny idrætsby: Olympisk guldvinder i idrætsbyggeri bliver rådgiver

Det bliver arkitektfirmaet Keingart, som er specialister i idrætsbyggeri, der skal være rådgivere på udformningen af den kommende idrætsby i Frederikssund.

Frederikssund Byråd har besluttet at etablere en idrætsby i Frederikssund by. Når idrætsbyen står helt færdig vil den indeholde svømmefaciliteter, boldbaner, klubfaciliteter, indendørsfaciliteter samt øvrige udendørsfaciliteter. Byggeriet vil blive opdelt i flere faser af hensyn til den økonomiske ramme.   

Keingart er erfarne specialister i idrætsbyggerier og får en central rolle i udviklingen af Frederikssund Kommunes helhedsplan for idrætsbyen.

- Vi er meget glade for valget af Keingart. Ud over at være dygtige arkitekter, der ved en masse om idrætsarkitektur, lægger de stor vægt på at inddrage brugerne i processen. Jeg er overbevist om at Keingart - sammen med idrætsforeningerne - kan hjælpe os med at udvikle en ambitiøs og nytænkende plan for idrætsbyen, udtaler formand for Fritidsudvalget Morten Skovgaard.

For nylig fik Keingart en guldmedalje for verdens bedste udendørs idrætsarkitektur i 2015 for deres eksperimenterende atletikanlæg ved Syddansk Universitet. Det er den internationale olympiske komite (IOC), der står bag prisen.

Keingart ser frem til at indgå som rådgiver og samarbejdspartner på det store idrætsprojekt i Frederikssund:

- Som specialister i idrætsbyggeri og aktiverende byrum glæder vi os meget over at være med til dette spændende og ambitiøse projekt. Vi ser frem til at arbejde tæt sammen med Frederikssund Kommune og idrætsforeningerne om at skabe en idrætsby, der imødekommer både nuværende og fremtidige behov. Et helt nyt byggeri på en bar mark giver jo mulighed for at tænke nyt på mange fronter, fortæller arkitekt Flemming Overgaard, som er den ene af de to arkitekter, der står bag Keingart.

Udarbejdelsen af helhedsplanen for idrætsbyen tilrettelægges som en intensiv proces henover det næste halve år, hvor idrætsforeningerne får mulighed for at komme med deres visioner og input til, hvad det samlede byggeri skal kunne, og hvilke ønsker de har til konkrete faciliteter.

Den færdige helhedsplan skal godkendes af Byrådet i juni 2016, og første fase af byggeriet forventes at blive indledt i sommeren 2017.

Foto: Rune Johansen

Keingart fik i 2015 en fornem international hæder for udformningen af idrætsanlægget i Odense.