Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
13. januar 2016

Kosmos er et nyt samlingssted for unge

Frederikssunds unge har fået deres helt egen cafe, ungecafeen Kosmos som åbnede for første gang onsdag den 13. januar. Og de unge havde glædet sig til at få deres eget sted i Frederikssund.


Rikke, Michala og Sebastian er glade for, at Frederikssund Kommunes unge nu har deres eget fristed.

 - Jeg har været med helt fra starten, også da vi fik ideen til en skaterbane. Dengang var der nogen der kom med et forslag om en ungecafe, og det syntes jeg og drengene var en fed ide. Og så har Ungerådet arbejdet videre med ideen, fortæller 21-årige Sebastian. Han har været flyttet væk fra Frederikssund i et års tid, men er nu tilbage og glad for at kunne være en del af ungecafeen Kosmos.

Det var Frederikssund Ungeråd der i begyndelsen af 2015 kom med en indstilling til Frederikssund Kommunes Uddannelsesudvalg og Fritidsudvalg om en ungecafe. Deres ønske var et sted hvor unge kunne samles, trives og hvor der er rart at være. Det blev bevilget, og nu er Kosmos i Jernbanegade 24 åbent for alle unge mellem 16 og 26 år.

Et sted at samles

 - Vi ville gerne have et sted hvor unge kan samles, lave lektier eller bare sidde og snakke. Vi har ikke haft noget sted at være før. Nu kan vi tage herned med vores venner og få en kop kaffe eller snakke om en opgave, siger 20-årige Michala. Hun er med til at styre cafeen, og hun håber at kommunens unge vil bruge stedet og sprede kendskabet til det.

Også 18-årige Rikke er glad for at cafeen nu er åbnet. Allerede under åbningen sad hun med sin bærbare computer og lavede lektier til biologi. Hun ser frem til at der kommer gang i cafeen, og de første arrangementer bliver planlagt.

- Vi har mange ideer til forskellige arrangementer. Vi mødes i starten af februar og skal planlægge hvad der skal ske det første halve år, fortæller Rikke.

Lige nu er der nok unge til at styre cafeen, men der er altid plads til flere der kunne have lyst til at engagere sig.

- Det er jo det fede ved cafeen. Der er plads til alle og alle kan bidrage og være med. Det er meget åbent. Og så kan man komme her og møde nye mennesker. Det er fedt at vi kan udvikle os selv, også ved at være en del af cafeen, siger Rikke.

- Vi vil gerne skabe et rum hvor unge kan møde hinanden på tværs af uddannelser. Det skal være et neutralt område med plads til alle, tilføjer Sebastian.

En dynamisk cafe

Også borgmester John Schmidt Andersen (V) og formand for Fritidsudvalget, Morten Skovgaard (V), var mødt op til åbningen. Begge glædede sig over at ungecafeen nu kunne slå dørene op.

-Jeg er glad for, at de unge nu har deres eget sted og jeg vil gerne opfordre dem til at bruge det og udbrede kendskabet til det, sagde borgmester John Schmidt Andersen i sin åbningstale. Derefter tilbød han med et smil at hjælpe Rikke med hendes biologilektier.


Der var gaver til de unge og cafeen. Her pakker Rikke et spil skak op.

Enkelte havde medbragt gaver til de unge, som fik et skakspil og et Triominos (en variant af Domino). Begge spil fandt hurtigt deres plads på en af de flytbare reoler. Indretningen er nemlig lavet sådan, at man nemt kan flytte på reoler og borde og dermed skabe et sceneområde i det ene hjørne af cafeen.

Det er meningen at ungecafeen hovedsageligt skal styres af de unge selv. Dog er der en medarbejder fra klubområdet tilknyttet stedet, så de unge kan få hjælp fra en kommunal medarbejder. Men det er de unge, der skal stå for at planlægge arrangementer og sørge for, at der altid er nogen fra styregruppen i cafeen, når den har åben.

Ungecafeen Kosmos ligger i Jernbanegade 24, og holder åbent onsdage, torsdage og fredage mellem klokken 13 og 18.

Du kan følge Kosmos på deres facebookside, hvor kommende begivenheder vil blive annonceret.