Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
9. februar 2016

Omsorgscentre får hjertestartere

Områdeleder på Pedershave, Henriete Amalie Siff Thomsen. Foto Kenneth Jensen.

I løbet af de første uger af 2016 er der opsat hjertestartere på alle kommunens omsorgscentre.

Tirsdag den 9. februar var turen således kommet til at få monteret og demonstreret den nye hjertestarter på Omsorgscentret Pedershave i Frederikssund. 

Her glæder områdeleder Henriete Amalie Siff Thomsen sig over den nye hjertestarter: 

 - Ud over beboerne, så kommer der mange andre mennesker på et omsorgscenter; både pårørende, medarbejdere og borgere. Så når nu der findes sådan én er det vigtigt vi har én, da folk naturligt vil forvente det.

Derfor hænger man på Pedershave hjertestarteren op i hjertet af centeret - om man så må sige, nemlig lige ved hovedindgangen så alle kan se at den er der.

Hyppige forespørgsler

Beslutningen om at opsætte hjerterstarterne på alle omsorgscentre kommer fra Velfærdsudvalget.

Her har man hyppigt modtaget forespørgsler om at få dem opsat da det vil skabe større tryghed blandt såvel borgere som personale der færdes og bor på kommunens omsorgscentre.

Ifølge udvalgsformand Kasper Andersen (O) er det da også et enigt udvalg der står bag beslutningen:

 - Vi ved at der årligt er cirka 20 borgere over 67 år i vores kommune der får hjertestop. Hertil kommer yderligere 20 personer i aldersgruppen under 67 år. Det lyder måske ikke af mange, og en hjertestarter vil heller ikke kunne redde dem alle selv om den er tæt på. Men kan vi redde bare én borger ekstra med denne beslutning, så er det alle pengene værd, siger Kasper Andersen.

Det har kostet knapt kr. 100.000,- at anskaffe hjertestarterne, og de vil koste cirka kr. 7.500,- årligt i drift. 

John Petersen demonstrere hjertestarteren for personalet på Pedershave. Foto Kenneth Jensen.
John Petersen fra Simpel Førstehjælp demonstrerer hjertestarteren for personalet på Omsorgscentret Pedershave.

Gør det ikke alene

John Perersen med hjertestarter og førstehjælpdukke. Foto Kenneth Jensen.En hjertestarter gør det imidlertid ikke alene.

Samtidig med brug af apparatet, skal der udføres førstehjælp med hjertemassage og kunstigt åndedræt. Og ofte skal dette udføres uafbrudt indtil en tilkaldt ambulancereder ankommer og overtager.

Derfor blev de mest basale førstehjælpsteknikker også gennemgået ved demonstrationen af hjertestarterne, og selv om al personalet på Pedershave lige har været på kursus i førstehjælp, og som sådan havde godt styr på hvordan de skal forholde sig, så bliver der også afholdt kurser af fire timers varighed for udvalgt personale på omsorgscentrene i brug af hjertestarteren.

 - Vidste I fx at en hjertestarter udsender et stød på 150 joule, spurgte instruktør John Petersen? Til sammenligning udsender et dyrehegn et stød på fire joule. Så man skal ikke røre ved patienten under genoplivnigen med en hjertestarter.

Ud over de nye hjertestartere på kommunens omsorgscentre er der 114 kendte hjertestartere i Frederikssund Kommune hvoraf de 43 er tilgængelige hele døgnet. Du kan se en opdateret oversigt over dem på TrygFondens hjemmeside.

Foto: KEJE.