Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
26. februar 2016

Musikskolen drager til Tyskland

Fredag den 4 marts kl. 6 om morgenen drager FM Big Band til Neubrandenburg i Tyskland for i weekenden at deltage i en international workshop for unge musikere og bigbands.

Bigbands fra hele Europa deltager i denne workshop-festival, og de lærere der underviser på workshoppen er blandt de dygtigste i Tyskland indenfor bigband-genren.

Alle bands deltager både i gruppespil og koncerter i løbet af festivalen, så der vil være rig lejlighed til at hente inspiration såvel for den enkelte som for hele FM Big Band.

Veletableret lokalt band

FM Big Band er efterhånden et yderst veletableret band, der spiller i mange sammenhænge. For nylig spillede bandet op til dans i Kulturhuset Elværket ved Musikskolens nytårskoncert.

Bandet består af cirka 25 blæsere, tromme- og slagtøjselever, og der er selvfølgelig også en god bassist med. Desuden har bandet sin helt egen medspillende sanger, idet Christina Hansen der er saxofonist i bandet, også hører til blandt Musikskolens mest talentfulde sangelever, og sejt er det når hun ind imellem sit engagement i saxofongruppen rejser sig, griber mikrofonen og synger en sang.

Orkesterlederne er Ian Price og Jacob Sørensen, og med på turen rejser også Musikskolens kontrabaslærer, Claus Kaarsgaard.