Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
1. februar 2016

En anderledes skoledag end i Kina

Tre travle dage var fyldt op med skolebesøg, gode oplevelser og masser af læring for den kinesiske delegation der besøgte Frederikssund Kommune i uge fire.


De seks kinesiske lærere besøgte J.F. Willumsens Museum, hvor 7.E fra Ådalens Skole også var.

De seks kinesere der besøgte Frederikssund Kommune mellem den 26. og 30. januar fik mange oplevelser med hjem. På tre dage besøgte de tre skoler, var på sightseeing i København, til Kung Fu show, til samarbejdsmøde med skolechefen og på besøg på J.F. Willumsens Museum. Et pakket program med mange lærerige og interessante øjeblikke for både gæster, elever og værter.

- Det er min klare opfattelse at besøget virkelig har været en positiv oplevelse og øjenåbner for kineserne. Blandt andet i forhold til hvordan vi arbejder, er organiseret og praktiserer undervisning, siger Klaus Kørvell, der er skoleleder på Campus U10 og har fungeret som vært for kineserne en stor del af tiden. Han synes det har været et godt besøg, og at gæsterne har været meget engagerede.

- De er helt utrolig venlige mennesker, meget interesserede og observante i deres tilgang til både kommune og skoler. Jeg ser meget frem til det kommende samarbejde med Wuxi, tilføjer Klaus Kørvell.


Fredag eftermiddag var der frokost med alle dem, der har været involveret i besøget fra Wuxi.

De afslappede danskere

Kineserne deltog i undervisning på flere skoler og fik dermed et indtryk af hvordan undervisning foregår i Danmark.

- En af de store forskelle er at de danske børn opfører sig anderledes, siger Qin Li Gang der er kemilærer og administrativ leder på Jiangnan Middle School. Han tilføjer:

- Her er børnene mere afslappede og kan sidde lænet ind over bordene eller på gulvet. Det ville ikke ske i Kina. Der sidder man stille og følger med, og når eleverne svarer på et spørgsmål står de op imens. Det tror jeg er en kulturel forskel.

Besøget på tre skoler i Frederikssund Kommune har givet ham og hans kollegaer et indblik i og forståelse for dansk og vestlig kultur. Og der er flere ting han synes godt om ved den danske skole.

- Jeg synes at gruppearbejde er en god måde at undervise på. Så kan eleverne hente oplysninger undervejs på internettet. Og jeg synes at vi kan lære noget af jeres måde at bedømme eleverne på. I bruger flere metoder og perspektiver og har et helhedsblik på eleven. Vi bruger karakterer og eksaminer, siger Qin Li Gang.


På Trekløverskolen deltog de kinesiske gæster i en fysiktime, hvor 9.D lærte om magnetisme. Kineserne var meget interesserede i arbejdsformen, hvor eleverne lavede forsøg med magneter og arbejdede i grupper.

Han fortalte eleverne i 9.D på Trekløverskolen om, hvordan skoledagen er i Kina. Han nævnte en stor forskel på hans undervisning i kemi i Wuxi og den fysik/kemi time han lige havde overværet klassen have. I Kina laver man ikke forsøg og prøver tingene af rent praktisk.

I stedet står læreren foran klassen og fortæller, hvordan eksempelvis magnetisme virker. Der er kun sjældent besøg i et kemilokale hvor eleverne kan prøve tingene af. Og sådan er undervisningen generelt i Kina – læreren fortæller, eleverne lytter og tager noter.

Spørgelystne kinesere

De seks gæster fra Wuxi ankom tirsdag den 26. januar og efter en rolig første dag fulgte tre travle dage med program fra morgen til aften. Onsdag besøgte de Trekløverskolen, torsdag var det Ådalens Skole og fredag var de en tur på Fjordlandsskolen. Alle tre steder fulgte de undervisning og så hvordan henholdsvis fysik/kemi, dansk, engelsk og matematik foregår i en dansk folkeskole. De viste stor interesse og spurgte ind til mange ting.

I det hele taget havde kineserne mange spørgsmål som blev forsøgt besvaret bedst muligt. Spørgsmålene handlede blandt andet om hvordan der er råd til at betale undervisere på ungdomsskolen, når eleverne ikke betaler for at gå der. Eller om læreren fortæller, hvad et billede på J.F. Willumsens Museum betyder. Og så var de meget interesserede i hvordan eleverne bliver bedømt, hvilke karakterer der giver adgang til gymnasiet og hvordan det bliver afgjort hvilke eksaminer eleverne skal til folkeskolens afgangsprøve i.


Der blev taget mange billeder under kinesernes besøg - især tog de selv mange billeder. Her er det viceskoleleder Wu Wei Hong der tager billeder på J.F. Willumsens Museum.