Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
23. december 2016

Nye forpagtere til cafeer i hallerne er alle lokale

Der er indgået aftale med nye forpagtere til de tre idrætsanlæg med cafeer i Frederikssund Kommune. Forpagterne er alle fra lokalområdet og i forvejen kendte ansigter for mange borgere.

Brugerne af de tre idrætsanlægs cafeer kan nu se frem til, at det i det nye år igen vil være muligt at købe mad og drikke i hallerne. Kultur og Fritid har nemlig indgået aftale med tre nye forpagtere efter at have haft samtaler med syv ansøgere.

- Det har været vigtigt for os, at finde de helt rigtige forpagtere, der forstår brugerne af idrætsanlæggenes behov og som både kan tilbyde dem et sundt måltid mad og et godt sted at opholde sig før og efter træning. Derfor glæder jeg mig over, at de tre nye forpagtere er lokale, for jeg er sikker på, at de vil kunne leve op til dette, siger Morten Skovgaard (V), formand for Fritidsudvalget.

I Slangerup Idræts- og Kulturcenter bliver den nye forpagter Susanne Jørgensen, der tidligere har været forpagter i cafeen. Hun begynder lige efter nytår.

I Kignæshallen i Jægerspris begynder den nye forpagter 1. februar 2017. Det bliver Henrik Olsen, tidligere lokal slagter og selv bosiddende i Jægerspris.

Den nye forpagter i Frederikssund Hallen begynder lige efter nytår. Det bliver Sharon Aastrup, der i dag driver food-trucken i Frederikssund.

Frederikssund Kommune har været i dialog med brugerrådene fra de tre haller om, hvad deres forventninger og ønsker til en ny forpagter var. Der har også været repræsentanter fra brugerrådene med i det udvalg, der har besluttet, hvilke forpagtere, der skulle indgås aftale med.

- Jeg er glad for, at vi har fået aftaler med de tre nye lokale forpagtere og jeg forventer, at brugerne vil opleve et stort engagement fra forpagternes side og et ønske om at være med til at styrke lokalsamfundene og foreningslivet. Det er jeg sikker på, at forpagterne også selv er interesseret i, siger Morten Skovgaard.