Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
26. december 2016

Gode råd før stormen

Nordsjællands Politi har tidligere i dag udsendt en pressemeddelelse, hvor de opfordrer borgerne til at sikre hus og andre ejendele forud for det voldsomme vejr.

DMI har udsendt varsel om voldsomt vejr i Nordsjælland med vindstød af stormstyrke og risiko for forhøjet vandstand. Du kan hele tiden se aktuelle vejrudsigter på www.dmi.dk.

Som borger er der en række ting, du selv kan gøre. Her er Nordsjællands Politis gode råd:

  • Fjern eller fastgør løse genstande. Ryd op rundt om huset, fjern eventuelle løse tagsten fra taget og fastgør trampoliner og lignende. Joller eller andet løsøre på stranden fjernes eller fastgøres.
  • Flyt dyrehold. Har du dyrehold på kystnære strækninger, så flyt dem om muligt til et mere sikkert sted.
  • Forebyg oversvømmelser og vandskader. Brug sandsække til at lave en barriere for at forhindre eller forsinke vandet i at trænge ind i dit hus. Læg gerne et stykke plastik op ad døren som yderligere tætning, inden du lægger sandsækkene. På indersiden af yderdøre kan du lægge håndklæder. Flyt så vidt muligt værdifulde genstande og andre ting, der ikke tåler vand til et sikkert sted. Du kan følge med i prognoser for vandstanden på DMIs hjemmeside.
  • Følg med. Tjek vejrudsigten og følg med i meldinger fra myndighederne via pressen, hjemmesider og sociale medier, herunder Frederikssund Kommunes facebookside.
  • Lad op. Sørg for, at der er batteri på computer og mobil, og hav lommelygte eller stearinlys klar, hvis strømmen skulle gå.
  • Pas på, hvis du skal ud. Vær opmærksom på tagsten, grene og andre løsrevne genstande. Vær også opmærksom på forhøjet vandstand og oversvømmelser. Hold vinduer og døre lukkede, så længe det voldsomme vejr hærger. Følg myndighedernes anvisninger.