Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
27. december 2016

Frederikssund Kommune slap nådigt fra stormen Urd

Borgerne, beredskabet og kommunens stab har været godt forberedt på stormen og den forhøjede vandstand, og alle skal have stor ros for måden at håndtere situationen på, siger borgmester John Schmidt Andersen. Han efterlyser samtidig en permanent kystsikringsløsning.

 - Jeg er glad for, at stormen og den høje vandstand trods alt ikke fik værre konsekvenser i Frederikssund Kommune, end det vi kan se nu. Men jeg er selvfølgelig ked af, at der også er borgere, som har fået skader på deres huse, siger John Schmidt Andersen (V).

 - At vi generelt slap nådigt skyldes blandt andet en rigtig godt koordineret indsats fra kommunens og beredskabets side. Jeg vil også gerne takke og rose borgerne og alle de frivillige for deres konstruktive måde at håndtere udfordringerne på. Når jeg har været rundt i kommunen har jeg oplevet, at borgerne hjælper hinanden og viser overskud i den udfordrende situation. Jeg er også imponeret over at de frivillige – midt i julen – prioriterer at hjælpe til, siger borgmester John Schmidt Andersen (V).

Beredskabet i gang med at udlægge watertubes i Frederikssund. Foto: Kenneth Jensen.Èn af de effektive indsatser under stormen Urd var beredskabets udlægning af watertubes flere steder i kommunen - blandt andet på Frederikssund Havn, som billedet her viser.

Borgmesteren efterlyser kraftigt, at der kommer en permanent løsning mod forhøjet vandstand i Roskilde Fjord ved at etablere en højvandssluse ved Kronprins Frederiks Bro ved Frederikssund.

 - Vi er jo desværre ved at være vant til, at storme med jævne mellemrum giver kraftigt forhøjede vandstande i vores område. Vi har derfor i lang tid efterlyst en permanent løsning til at forebygge oversvømmelser i stedet for de midlertidige løsninger, vi skal stable på benene hver gang, og som jo heller ikke er helt gratis, og heller ikke er så effektivt som en sluse. Vi foreslår konkret en højvandssluse ved Kronprins Frederiks Bro, men vi skal have en model for finansieringen, hvor staten også skal bidrage.

Praktisk information til borgerne

Har du vandskade skal du kontakte dit forsikringsselskab.

I dag, tirsdag, begynder watertubes og andet materiel at blive fjernet fra indsatsområderne.

Borgere bedes være opmærksomme på at få flyttet midlertidige parkerede biler ved for eksempel Føtex i Frederikssund.

Borgerne kan beholde sandsækkene. Man er også velkommen til i løbet af ugen at lægge sækkene ved et af de fem depoter, hvor man hentede sækkene, hvorefter kommunen vil afhente dem. Overskydende grus fra depoterne vil også blive fjernet af kommunen.

Depoterne:

  • Kulhuse: For enden af Barakvejen ved bus-vendepladsen.
  • Tørslev Hage: Hjørnet af Granbrinken/Gammel Færgegårdsvej
  • Færgevej, Fasanvej, Harevej og Egernvej i Frederikssund: Hjørnet af Fasanvej og Slåen Bakke Alle
  • Dalby Huse: Dalby Strandvej ved p-pladsen for enden af vejen.
  • Over Dråby Strand: Lille Strandvej ved p-pladsen

Skraldespande og andet der måtte være blæst væk i stormen bedes ejerne være opmærksomme på, så bl.a. fortove er fremkommelige.

Foto: KEJE.