Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
10. september 2015

Lup på Frederikssunds idrætsliv

Hvad er godt og hvad er skidt?

Frederikssund Kommune vil i samarbejde med Idrættens Analyseinstitut og Center for Forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved Syddansk Universitet have kortlagt borgernes idrætsvaner, foreningernes trivsel og adgangen til idrætsfaciliteter og udeområder i Frederikssund Kommune.

Derfor har de sat en stor undersøgelse i gang, hvor de spørger en masse – både børn og voksne om deres idrætsvaner.

I første omgang skal alle skolebørn fra 4. til 10. klasse deltage i undersøgelsen sammen med foreninger og institutioner. Og nu er yderligere 3000 tilfældige voksne frederikssundborgere udvalgt til at deltage i undersøgelsen. De får en invitation per post til undersøgelsen, der skal besvares på nettet.

Og Frederikssund Kommunes Kultur-Idræt- og Daginstitutionschef, Paw Holze Nielsen, opfordrer alle der modtager en invitation, til at deltage i undersøgelsen:

- Frederikssund Kommune har ønsket en analyse af idrætsområdet for at få overblik over borgernes idrætsvaner og for at imødekomme deres ønsker og behov for idrætsfaciliteter. Det er meget vigtigt at man svarer på spørgeskemaet – også hvis man ikke interesserer sig for at dyrke sport eller motion. Vi har brug for et præcist billede af borgernes idrætsdeltagelse, siger han.

I undersøgelsen indgår ydermere en dybdegående analyse af udnyttelsen af kommunens idræts- og svømmehaller, hvor der vil blive iværksat registreringer af den faktiske udnyttelse af hallerne - holdt op mod den godkendte booking.

Ny fritidspolitik

Undersøgelsen afsluttes i foråret 2016, og skal munde ud i en række konkrete anbefalinger og perspektiver, som kommunen kan bruge til at organisere og optimere brugen af de lokale idrætsfaciliteter.

Den skal desuden give indblik i foreningslivet og hvilke ønsker borgernes har, som kommunen kan medtænke i kommunens fritidspolitik.

- Undersøgelsens resultater kan stå for sig selv, og kan bruges i foreningernes og faciliteternes daglige arbejde, men den vil desuden naturligt indgå i det forestående arbejde med formulering og udmøntning af kommunens fritidspolitik, siger Paw Holze Nielsen.