Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
3. september 2015

Frederikssund Kommune får en billedskole

Til efteråret kan børn med interesse for billedkunst begynde i billedskole i Frederikssund – på J.F. Willumsens Museum.

Billedkunster Mille Søndergaard vil varetage undervisningen, hvor børn fra 2.-5. klasse får mulighed for at prøve kræfter med tegning, maleri, skulptur og tryk. De samme teknikker som J.F. Willumsen har brugt til at skabe sine internationalt anerkendte kunstværker.

På J.F. Willumsens Museum har man længe ønsket at etablere en billedskole: 

- Vi glæder os til at invitere endnu flere børn til at fordybe sig i kunstens teknikker. Det kan give dem nogle konkrete redskaber til at udtrykke sig visuelt og sprogligt om noget der måske er abstrakt, siger Annette Johansen, direktør J.F. Willumsens Museum.

Billedkunst handler nemlig om meget andet end maleri. Det handler om at give sin mening til kende gennem kroppens sprog, tekst og billeder, ansigtsmimik og portrætter.

Ved at dykke ned i disse detaljer i Willumsens værker og ved selv at arbejde med teknikkerne og de forskellige udtryksformer, får deltagerne et nyt sprog.

Fritidsudvalget, som giver tilskud til den kommende billedskole, er begejstrede for ideen:

- Der har i mange år været en musikskole i Frederikssund Kommune, og tiden synes moden til at vi nu prøver kræfter med andre kreative grene også. Ideen om at etablere en billedskole på Willumsens Museum synes vi derfor er rigtig god. Det er en måde børn kan få et større kendskab til kunstens og ikke mindst Willumsens verden på. Ligesom museet er et godt fysisk rum i vores kommune, som vi synes så mange som muligt skal have glæde af, siger Morten Skovgaard, formand for Fritidsudvalget.

Fakta:

Billedskolen sæson består af 17 undervisningsgange à 3 timer. Uge 43 (2015) – uge 19 (2016). Begge uger inkl. Ingen undervisning i uge 52, 53 og 7.

Deltagerbetaling for en sæson er 1200 kr., som betales i to rater à 600 kr.

Undervisningen finder sted på Willumsens Museum hver mandag kl. 15-18.

Der oprettes ét hold med plads til 16 elever fra 2.-5. klassetrin.

Tilmeldingen sker efter først til mølleprincippet og sker til: jfw@frederikssund.dk

Læs mere på www.jfwillumsensmuseum.dk

 

Om underviseren:
Mille Søndergaard, født 1972, er uddannet indenfor grafik og maleri i Italien og har en diplomuddannelse i formidling af kunst og kultur for børn og unge (University College Sjælland). Mille har blandt andet undervisningserfaring fra Rudersdal Museer, Mothgården samt fra Thorvaldsens Museum i København. Udover at undervise og formidle arbejder Mille også med sin egen kunstpraksis.