Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
20. oktober 2015

Vinge Station vinder arkitektpris

Det er ikke mange måneder siden første spadestik til det nye deltakvarter blev taget i Vinge, og siden har interessen for at købe grunde været stor.

Men også rent arkitektonisk vækker den nye by opsigt og interesse - sågar internationalt. Tirsdag blev det således offentliggjort at hele projektet for den nye S-togsstation i Vinge, som er udarbejdet af Henning Larsen Architects og Tredje Natur, har vundet den prestigefulde LEAF-award i kategorien Urban Design of the Year 2015.

LEAF er en forkortelse for Leading European Architects Forum - sammenslutningen af førende europæiske arkitekter - der har præmieret særligt innovative arkitektoniske projekter siden 2002.

Stationen i Vinge deltog i Urban Design kategorien i et stærkt felt mod andre nominerede. Blandt andet Gustsafson Porter’s visionære forslag til Marina One i Singapore. Med modtagelsen af Leaf Award er Vinge Station godt på vej til at blive en station som ingen anden.

Integreret i naturen

Den nye togstation forventes at stå færdig i 2017, og er helt central i Vinge Centrum.

Målsætningen for Vinge Station er at skabe en helt unik station, som er en fuldstændig integreret del af Vinge. Helt centralt i Vinge Station er en landskabsbro, som skal gå over skinnerne og forbinde Det Grønne Hjerte på tværs af banen. Stationen skal flette tilgængelighed, højt trafikalt serviceniveau sammen med et rekreativt naturligt landskab og en tæt by.


Den grundlæggende idé bag Vinge by er at skabe en by, hvor naturlige elementer ikke blot bliver tilføjet til sidst, men er integreret fra starten. Vinge Station er et vigtigt element i den helhedsorienterede tilgang. Stationen er hjertet i udviklingen og forener landskab og by.