Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
7. oktober 2015

Kulturpris 2015 til Hornsrocker

Onsdag den 7. oktober uddelte Fritidsudvalget årets Kulturpris. Den tilfaldt i år formand for Hornsrock Musikfestival, Søren Sandberg.

Som altid når årets kulturpris uddeles var der spænding i luften, nerver uden på tøjet, og på en gang forventningsfulde og nervøse smil på læberne hos gæsterne i Langes Magasin på Østergade i Frederikssund. Og som traditionen også byder var der i år tre nominerede til prisen, der foruden ære og diplom også udløser 15.000 gode danske kroner og en messing-plakette i fortovet foran Langes Magasin.

Musik over hele linjen

Kendetegnende for årets kandidater til prisen var at de alle er noget ved musikken. Både Jægerspriskoret, Søren Sandberg fra Hornsrock og Karsten Kristensen har således rødder i det lokale musikmiljø. Det var nu ikke et bevidst valg fra udvalget side at det var faldet sådan ud – snarere en tilfældighed.

Rockintro

Helt så tilfældigt var det til gengæld næppe at aftenens prisoverrækkelse blev indledt med rockmusik fremført af Allan Sjølin fra Musikskolen. Måske et hint til aftenens gæster, der på dette tidspunkt endnu intet vidste om hvem der ville løbe af med prisen.

Allan Sjølin fra Musikskolen underholdt. Foto Kenneth Jensen
Allan Sjølin fra Musikskolen underholdt med rockmusik på akustisk guitar før selve prisoverrækkelsen.

Efter rockintroen bød formand for Fritidsudvalget, Morten Skovgaard (V) velkommen, og præsenterede de tre nominerede, der alle fik overrakt blomster af Magnus og Bertram fra Ådalens Skole, afdeling Nords Kulturcrew. 

Prisen er en anerkendelse og påskønnelse af en særlig indsats ydet inden for det kulturelle område. I sin tale satte han ord på hvorfor udvalget havde udvalgt netop Jægerpriskoret, Karsten Kristensen og Søren Sandberg som de mest værdige kandidater blandt de 12 der var indstillet i år.

Om Jægerspriskoret sagde Morten Skovgaard blandt andet:

 - Koret kommer som navnet antyder fra Jægerspris, og har eksisteret i syv år, og fortolker nyere dansk kormusik. På den måde er koret repræsentant i kommunen for det område. Korsang er et rigtig vigtigt element i vores lokale kulturliv, og det er en rigtig god grund til at I står her i dag.

Og den anden nominerede, Karsten Kristensen, sagde udvalgsformanden at han jo nærmest er kulturens altmuligmand.

 - I indstillingen er der nævnt at Karsten gennem mere end 20 år både har været omkring vikingespillet og taflet, i JAS på den musiske side og i øvrigt er en som altid er frisk på at give en hånd med når der lige er noget der skal tages hånd omkring på kulturscenen.

 - Hvis jeg begynder at regne 20 år tilbage fra i dag, så når jeg kun tilbage til 1995. Nu er jeg én af de heldige som har gået på Frederikssund Gymnasium, og som midt i firserne havde den store fornøjelse af at opleve Karsten sammen med en anden god klassekammerat lave utallige morgensamlinger hvor hele gymnasiet skreg af grin. Jeg vil gerne samtidig sige dig tak for de originale, super spændende og berigende oplevelser du bidragede med der.

 - Det angiver lige præcis det som du står for, og som alle kan høre har Karsten mange jern i ilden rundt omkring.

De tre nominerede til kulturprisen 2015. Foto Kenneth Jensen.
De tre nominerede til Kulturprisen 2015. Fra venstre Jægerspriskoret, i midten Karsten Kristensen og til højre Søren Sandberg.

Tre nominerede – én vinder

Som i alle konkurrencer er der imidlertid kun én vinder. Og årets modtager af Kulturprisen blev som sagt Søren Sandberg fra Hornsrock, der var synligt overrasket og rørt over den store hæder.

At Søren Sandberg fik prisen forklarede udvalgsformanden blandt andet med at han jo nærmest er synonym med Hornsrock:

 - Jeg vil sige det sådan, at næste år kan Hornsrock fejre 15 års jubilæum, og det er der rejst tvivl om hvorvidt overhovedet kunne lade sig gøre uden du havde været en del af det her. Det er helt afgørende at du har været et fyrtårn for festivalen som du har været indtil videre.

 - Jeg syntes også det er meget prisværdigt at du sammen med din bestyrelse har formået at holde fast i den lokale forankring, og at de lokale bands skal have mulighed for at komme til på Hornsrock. Det synes jeg afgjort er en stor værdi i sig selv. I har kunnet fastholde grundtakten, og dét samt den historiske forankring har været afgørende for udvalget. Derfor har vi valgt Søren Sandberg som modtager af årets kulturpris. 

Søren Sandberg får overrakt Kulturpris 2015 af Morten Skovgaard. Foto Kenneth Jensen.
Søren Sandberg (th.) får overrakt Kulturpris 2015 af Morten Skovgaard. 

Egen plakette i fortovet

Efter taler og prisoverrækkelse var det tid til at afsløre Søren Sandbergs plakette i fortovet foran Langes Magasin – den 12. i rækken.

Søren Sandberg og Morten Skovgaard ved plaketten i fortovet. Foto Kenneth Jensen.
Søren Sandberg (tv.) og Morten Skovgaard ved plaketten i fortovet.

Foto: KEJE.