Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
12. november 2015

Det er nuet, der tæller

Godt 50 frivillige og en række aktivitetskoordinatorer fra omsorgscentrene var forleden samlet på Nordhøj til fælles inspiration og hygge.

De enkelte frivillige er tilknyttet et bestemt omsorgscenter, og det årlige fællesarrangement er en god mulighed for at mødes på tværs.


Fra venstre: Frivillig Birthe Mollerup og medarbejder på Tolleruphøj Lene Brohus

Birthe Mollerup er sygeplejerske og har været souschef på kirurgisk afdeling på Frederikssund Sygehus. Hun har været frivillig på Tolleruphøj i seks år, lige fra det startede. - Jeg havde været på pension i nogle måneder, ”ferien” begyndte at føles for lang, og mit omsorgsgen rørte på sig, fortæller hun. - Derfor var det oplagt at springe til, da jeg så en udsendelse i lokal-tv om at være frivillig.

Dengang fornemmede Birthe en usikkerhed hos personalet. – Måske følte de, at vi tog noget fra dem, siger hun. - Vi lærte dog hurtigt at bruge hinanden, medarbejderne er åbne og imødekommende, og vi har et godt samarbejde.

Det dyrebareste er nærvær

- Jeg får ny energi af at være frivillig, og det gør mig glad, at jeg kan give et andet menneske en dejlig stund, også selv om vedkommende ikke husker det bagefter. Det er nuet, der tæller, siger Birthe Mollerup.

Og at være til stede og gribe nuet, var også den røde tråd i Isabella Flensteds foredrag.


Isabelle Flensted

Isabella Flensted er omsorgsklovn og var indbudt til at fortælle om sit arbejde og give sine bud på, hvordan man kan være med til at bringe kvalitet ind i beboernes liv.

Se verdensmesteren – se ressourcerne

Der er så meget, der er godt, sagde Isabella Flensted. Se det! Se verdensmesteren, se ressourcerne og fremhæv det.

- Vi skal være autentiske og turde bruge barnet i os selv, når vi møder beboerne, sagde hun.

- Vi skal vise taknemmelighed, respekt og anerkendelse, og som hjælpere skal vi være ydmyge og møde beboerne, hvor de er. Det gælder om at være til stede og gribe nuet, at kunne slippe sin egen dagsorden, at give tid og at turde være stille sammen.

- Vigtigst for livskvaliteten er at have indflydelse, at føle sig værdsat og at kunne bruge humor og le sammen, sagde hun. – Og vi skal bestemt have aktiviteter, men det dyrebareste er nærvær.


Foto:kaars