Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
16. marts 2015

Frivillige til demensramte

Ældre Sagen er i samarbejde med Frederikssund Kommune ved at opbygge et korps af frivillige, der har lyst til at aflaste pårørende til demensramte.

Hvad indebærer det at være demensaflaster?

Som frivillig demensaflaster fungerer du som en ven af huset, der kommer for at være sammen med den demensramte.

Samværet kan indeholde aktiviteter, en gåtur eller blot hyggelig samtale. Imens får den pårørende et frirum til for eksempel at handle, være sammen med venner eller bare være alene og slappe af.

Du skal have lyst til at hjælpe andre. Vi sørger for, at du får relevant viden om demens, blandt andet gennem Ældre Sagens kursus i demensaflastning og via vores netværk for demensaflastere.

Informationsmøde

Hvis du er interesseret i at blive frivillig demensaflaster eller bare er nysgerrig, så kom til åbent informationsmøde:

Den 25. marts 2015 kl. 14.00 i caféen på Østergården, Frederiksborgvej 8, 3600 Frederikssund.