Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
23. juni 2015

Grevinde danner fejres med stor slotskoncert

Kong Frederik den Syvendes Stiftelse markerer 200 året for grevinde Danners fødsel og inviterer til stor koncert i slotsparken, under åben himmel, søndag den 23. august kl. 14.00 til 16.00. Billetprisen på 50 kroner går til udsatte børn og unge.

Stjernesolister på scenen

Oplev på scenen to koncerter med nogle af nutidens markante kvinder, Anne Linnet og Marie Carmen Koppel, som gennem sang og musik vil hædre grevinde Danner. Kammerkoret Musica indleder koncerten.

Anne Linnet. Foto: Les Kaner.
Oplev blandt andre Anne Linnet ved koncerten den 23. august i slotsparken. Foto: Les Kaner.

Grevinde Danner sikrede at arven efter Kong Frederik den VII kom nogle af samfundets svageste grupper til gavn. Sammen med andre foregangskvinder skabte grevinde Danner grundlaget for at vi i år har fejret 100 året for kvinders valgret.

Stiftelsen sponserer koncerten som arrangeres i samarbejde med Kulturhuset Rejsestalden i Jægerspris. Billetter kan købes på Stiftelsens hjemmeside og Kulturhuset Rejsestaldens hjemmeside. Her kan du også læse meget mere om koncerten.

Tag skovturskurven med

Parken åbner kl. 12.00. Medbring picnickurve, drikkevarer, tæpper og stole, men lad hunden blive hjemme.

Café Danner holder åbent, og har også en café i parken hvor der vil være salg af varme og kolde drikke.

Du kan bestille en lækker picnicpose i forvejen hos Cafè Danner til 138 kroner per person på deres hjemmeside, og afhente den på selve dagen.

Marie Carmen Koppel
Marie Carmen Koppel giver også koncert i slotsparken.