Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
6. februar 2015

Rehabilitering i nye rammer

Frederikssund Byråd har for nylig indgået aftale med Region Hovedstaden om at leje en af Nordsjællands Hospital Frederikssunds afdelinger til kommunens nye Rehabiliteringsafdeling. I dag kunne den nye afdeling officielt indvies.

Frederikssund Kommunes målsætning med den nye afdeling er at borgerne skal kunne hjemtages fra hospitalet når de er færdigbehandlede, og at undgå forebyggende indlæggelser. Samtidig er det intentionen at reducerer borgermes behov for hjælp og støtte, og forbedre deres livskvalitet og sundhed.

Den officielle indvielse blev foretaget af borgmester John Schmidt Andersen (V), regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (A), hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth samt Karina Buhl, der er leder af den nye afdeling. 

En god løsning for alle

Det var formand for regionsrådet, Sophie Hæstorp Andersen der indledte. I sin tale sagde hun:

 - Jeg er overbevist om at vi sammen vil gøre en stor forskel for de mange mennesker der nu får mulighed for at gennemføre et komplet forløb – fra diagnose over behandling til rehabilitering - i den samme bygning.

 - Vi skal sikre at det menneske som har brug for vores hjælp, får en så optimal og enkel overgang fra den ene myndighed til den næste. Hun er jo ligeglad med om det er hospitalet eller kommunen der har ansvaret. 

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen. Foto: Kenneth Jensen.
Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen glædede sig over det nye samarbejde.

Stort ønske opfyldt

I sin tale sagde borgmester John Schmidt Andersen blandt andet, at han er glad for den flotte velkomst kommunen og personalet har fået på hospitalet, og at det lover godt for det fremtidige samarbejde.

 - Jeg har glædet mig rigtig meget til at indvie rehabiliteringsafdelingen i dag. For det er en sag som jeg har været involveret i gennem lang tid, og en ide som jeg har presset på for at få til at blive til virkelighed. Det har jeg gjort fordi jeg synes at ideen er så gennemført god og rigtig. Både for patienterne og for kommunens og regionens skatteydere.

 - Og nu står vi her så. Nu er ideen blevet til virkelighed.

 - Med den nye afdeling har vi et bedre tilbud til vores borgere og større kapacitet. Vi skal som kommune kunne tage vores borgere hjem fra hospitalet, når de er færdigbehandlede. Og nu har vi pladser nok til, at vi også kan tilbyde ophold til borgere som har brug for pleje og træning i en periode.

 - Det er et enigt byråd der står bag aftalen med regionen om rehabiliteringsafdelingen. Det er det bl.a. fordi der er større perspektiver i samarbejde mellem regionen og kommunen. Jeg håber, at samarbejdet vil udvikle sig, og at vi kan fastholde aktivitet og arbejdspladser på Frederikssund Hospital – både kommunale og regionale.

Borgmester John Schmidt Andersen. Foto: Kenneth Jensen.
Borgmester John Schmidt Andersen talte bl.a. om at den nye afdeling betyder et bedre tilbud til borgerne.

Efter sin tale overrakte John Schmidt Andersen kommunens gave til hospitalet: Et nyt kort, der dækker hele kommunen. Det eksisterende som i dag hænger på hospitalet trænger vist til en opdatering, sagde borgmesteren.

Kommunens gave til hospitalet. Foto: Kenneth Jensen.
Sophie Hæstorp Andersen modtager kommunens gave: Et nyt kort til hospitalet, som har hele kommunen med.

Et unikt partnerskab

Hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth glæder sig til det unikke partnerskab.

 - Indvielsen i dag er et resultat af et godt samarbejde mellem Frederikssund Kommune og Nordsjællands Hospital. Det glæder jeg mig til at videreudvikle i tiden der kommer, så vi sammen står stærk med det nye Nordsjællands Hospital i 2020, og de kommende sundhedshuse.

 - Patienter og borgere skal opleve gnidningsfri og problemløse overgange mellem hospitalet og de kommunale tilbud, for det er hele kernen: Vi skal give patienterne den bedst mulige behandling.

Områdeleder Karina Buhl. Foto: Kenneth Jensen.Indvielsen blev afsluttet med lidt ord fra områdeleder Karina Buhl, der er leder af den nye afdeling.

Hun takkede for de mange fine ord, og takkede regionens folk for det gode samarbejde.

 - En særlig tak skylder jeg vores egne medarbejdere på afdelingen. Det har været en stor indsats, og det hele har bare kørt.

Den røde snor klippes. Foto: Kenneth Jensen.
Borgmesteren og regionsrådsformanden klipper den røde snor.

Ægtepar på en af de nye stue i afdelingen. Foto: Kenneth Jensen.
Borgerne har taget afdelingen i brug, og er glade for det nye tilbud.

Foto: KEJE.