Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
28. februar 2015

Idrætspriser uddelt

250 personer havde tirsdag den 24. februar 2015 fundet vej til Frederikssund Hallen til den årlige overrækkelse af årets leder- og idrætspriser.


Med musikalsk velkomst af Frederikssund Musikskoles Big Band var den festlige ramme om arrangementet lagt, og aftenens senere stående klapsalver til prismodtagerne viste, at priserne var yderst velfortjent uddelt til nogle betydningsfulde personer i Frederikssund Kommunes idrætsliv.

Årets lederpris

Gerd Thorsen fra Frederikssund Roklub modtog årets lederpris.
Gerd startede som medlem af roklubben i 1987, og allerede samme år blev hun valgt som kasserer. Fra 1989 og frem til 2014 har hun været formand for klubben. Gennem årerne har Gerd Thorsen både været instruktør og træner for klubbens medlemmer – og er det stadig.

I samme periode er det, ved Gerd Thorsens lederskab, lykkedes at udvikle roklubben fra at være en hensygnende klub med cirka 20 medlemmer i 1987 til i dag, hvor det er en dynamisk og velfungerende klub med 145 aktive medlemmer og 30 passive medlemmer.

Resultaterne er dog ikke kommet af sig selv, og roklubben har gennem årene været presset økonomisk, haft manglende medlemstilgang, og i 2004 var en ildebrand lige ved at udradere alt roklubbens inventar og materie. Men det lykkedes at få genetableret roklubben i samarbejde med bestyrelse, medlemmer, kommune, forsikringsselskab m.fl.

Alt dette er ikke gået upåagtet hen – hverken blandt klubbens medlemmer eller i Folkeoplysningsudvalget, der udpegede Gerd Thorsen til årets modtager af lederprisen.

Årets idrætspris

15-årige Mustafa Razai fra Frederikssund Taekwondo Klub var modtager af årets idrætspris.

Med guld ved Danmarks mesterskabet i Taekwondo i herrejunior 55 kilo klassen i 2014 var Mustafa Razai den lysende stjerne, der skulle have prisen i år.

Mustafa Razai har vundet alt i sin vægtklasse siden 2012, og er regerende Danmarksmester og guldvinder ved Wonderful Copenhagen to år i træk. Mustafa kæmper fabelagtigt og viser gang på gang at han er Danmarks bedste taekwondokæmper i sin vægtklasse.

Men det stopper ikke med det. Mustafa satser således på at vinde Junior Verdensmesterskaberne i 2016, og er allerede godt på vej. I 2015 er han foreløbig udtaget til det danske juniorlandshold og til udviklingslejr med det amerikanske landsholds træner i Miami. Og årets første guldmedalje er også i hus. Den blev erobret ved Fredericia Open den 31. januar 2015.

Der er ingen tvivl om at Mustafa Razai er godt på vej mod stjernerne inden for taekwondo-sporten, hvilket Folkeoplysningsudvalget anerkendte ved at tildele ham årets idrætspris.

Årets anerkendelser

Anerkendelser for guld, sølv eller bronze ved internationale eller danske mesterskaber eller guld ved landsdelsmesterskaber eller sjællandske mesterskaber blev tildelt følgende udøvere:

Frederikssund Svømmeklub: Frederik Lundgaard, Johan Wentorp, André G. Ballerini.

Jørlunde Skytteforening: Kewin Nissen, Emilie Kähler Hjenner, Stefan Olsen, Kristoffer P. Petersen, Patrik Tano, Isabella Nissen, Elisabeth Eliesen, Oliver Nord.

Frederikssund Taekwondo Klub: Signe Wendt Wæverstrøm, Stephanie Pørksen, Timian Bach Foged, Helena Holm.

Slangerup Svømmeklub: Liva Buchholdt Johansen, Luna Emilie Olsen, Lærke Schelde-Mollerup, Pernille Elm Jensen, Katja Petersson, Astrid Kestner, Lærke Ruby, Mira Mass, Julie Jensen, Malene Bang.

Slangerup og Omegns Køreforening: Lars Nielsen.

Idrætsligt indslag

I løbet af aftenen viste Frederikssund OAKS juniorspillere lidt træning og taktik fra deres hverdag med amerikansk fodbold, mens Morten Prühs levende fortalte om klubbens mange aktiviteter, der retter sig mod alle typer spillere. Et spændende og interessant indslag, hvor publikum stiftede bekendtskab med en af kommunens mange aktive idrætsklubber.

Fotograf: Preben Gøttsche