Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
10. august 2015

Skibby får eget visionscenter

Det nye center udspringer af at Vejdirektoratet vil lave en løbende udstilling om byggeriet af den nye fjordforbindelse. Der bliver tale om en aktiv og lærerig udstilling som skal udfylde en del af det 330 kvadratmeter store lokale. 

Spot på Hornsherreds muligheder

Fjordforbindelsen er dog ikke det eneste som centeret kommer til at handle om.

Fra kommunens side vil man i samarbejde med borgere der har lyst til at være med, fortælle lokale og turister om de fantastiske muligheder Hornsherred rummer. Dette er fint i tråd med det planarbejde om fremtidens landskaber der tog sin begyndelse i 2013, og som fortsætter frem til slutningen af 2015 i samarbejde med Københavns Universitet.

Netop dette fokus bakkes op af Frederikssund Erhverv og Visit Frederikssund, der også ser store muligheder for udnyttelsen af området. 

Skibby Aktive

Bag projektet om et egentligt visionscenter står derfor også både Vejdirektoratet, Frederikssund Erhverv, kommunen og ikke mindst Skibby Aktive, hvor sidstnævnte også lægger navn til invitationen til indvielsen. 

”Skibby Aktive” er den relativt ny forsamling af aktive borger der vil noget med deres lokalsamfund, og vil arbejde aktivt for Skibby som et attraktivt og levende sted at bo og arbejde, som de skriver på deres hjemmeside. 

Mulighed for indflydelse

Og det nye visionscenter i Bymidten 10 i Skibby er tænkt som et mødested for erhvervsliv, kommune og foreninger. Det bliver noget nær en børs for ”de lokale varer”, skriver foreningen i indbydelsen til indvielsen.

Og her kommer borgerne ind i billedet. For du kan nemlig være med til at bestemme hvordan det skal ske.

Første mulighed er onsdag den 12. august kl. 17.00, hvor samarbejdsparterne bag centeret holder det første informationsmøde. På mødet vil Anne-Mette Nyhuus fra Vejdirektoratet beskrive deres udstilling, og Mette Seneca der er udviklingschef for turisme i Frederikssund Erhverv fortæller om hvilke muligheder hun ser for området.  

Tilmelding til mødet er ikke nødvendig, og alle er velkomne.