Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
12. august 2015

20 års fødselar fejret

Det var en populær fødselar der onsdag eftermiddag bød op til fødselsdagsfest i hjertet af Jægerspris. Vejret var i hvert fald perfekt, og folk strømmede til for at ønske byen lokale kulturhus, Rejsestalden, tillykke med de 20 år.

Ikke længere teenager

Og meget er sket på de 20 år som er gået. Som husets daglige leder, Anja Boe Manley, udtrykte det i sin velkomst, så er huset ikke længere en teenager.

 - Det er slut med humørsvingninger og uren hud. Vi er klar til de næste mange år, hvor der er gjort plads til rynker, og samtidig har vi bevaret ungdommens kreativitet og spontanitet, sagde lederen blandt andet, og fortsatte:

 - Jeg vil gerne takke personalet for jeres fantastiske indsats. Vi er faktisk en lille familie, I er en fornøjelse at arbejde med, er super professionelle, og I har altid et smil på. Det er opskriften på Rejsestaldens succes: smilet.

 - Vi er et hus med et stærkt og voksende rodnet. Et hus der har rødder helt tilbage til 1875. Et hus som i dag står på et unikt fundament, og som spreder visioner med en fart som heste i galop.

Rejsestaldens leder, Anja Boe Manley, byder velkommen. Foto: Kenneth Jensen.
Rejsestaldens leder, Anja Boe Manley, byder velkommen.

Anje Boe Manley rundede af med at takke borgerne for at bakke op om huset, og så rettede hun en særlig tak til det uundværlige staldfolk:

- Uden vores frivillige team som trofast møder op til alle arrangementer kunne vi slet ikke have sådan et hus.

Et populært sted

At huset er populært handlede husets bestyrelsesformand, Kirsten Lykke Nielsens, tale om.

 - Jeg er ikke matematiker, sagde hun. Men alligevel vil jeg komme med nogle tal, der fortæller om et hus der oser af aktivitet.

 - I 2014 havde huset ca. 27.000 besøgende. Ud af dem var 4.300 turister, der besøgte husets turistinformation. 275 arrangementer var der. 22.393 besøgte husets hjemmeside, 1.234 fik husets nyhedsbrev og 41 staldfolk bakkede op om husets aktiviteter.

 - Tre personer har deres arbejde i huset. Med deres imødekommenhed og kæmpe engagement har de skabt et levende hus med opbakning fra lokalsamfundet som er med til at gøre Jægerspris attraktiv for såvel byens som den øvrige kommunes borgere, boligkøbere og turister.

Formand Kirsten Lykke Nielsen taler i tal. Foto: Kenneth Jensen.
Husets bestyrelsesformand, Kirsten Lykke Nielsen, talte i tal.

Plads til Grevinde Danner

Sidste taler var borgmester John Schmidt Andersen (V), der samtidig fik lov at afsløre det nye navn på pladsen foran kulturhuset.

Borgmesteren benyttede anledningen til at udtrykke stolthed og taknemmelighed på kommunens vegne over den store indsats som bestyrelsen for rejsestalden og de ansatte i Rejsestalden dagligt bidraget med.

 - Uden jer var der ingen Rejsestald i Jægerspris og i Frederikssund Kommune, sagde han.

 - Tillykke med de 20 år til Rejsestalden, og tillykke med den nye plads som om ganske få minutter bliver navngivet efter en af Jægerspris’ markante borgere. En borger som ud over at have en stor betydning for Jægerspris også har spillet en stor rolle for Danmark.

 - Muligheden for at fejre Rejsestaldens 20 års jubilæum er endnu et bevis på hvad engagerede borgere og kommunen kan skabe i fællesskab. Kommunen kan stille rammen til rådighed – men kun med engagement fra lokalsamfundet kan man opnå så gode resultater som Rejsestalden har opnået.

Borgmester John Schmidt Andersen. Foto: Kenneth Jensen.
Borgmester John Schmidt Andersen på scenen foran de mange fremmødte gæster, der endnu ikke var sluppet ind på pladsen.

 - Ved denne anledning skal også lyde en særlig tak til de mange frivillige ”Staldfolk”. Uden jer og de mange koncerter og foredrag vil Rejsestalden være et andet og mere hensygnende kulturhus. I skaber de bedst mulige rammer for de store oplevelser som man som borger og som turist eller gæst på egnen kan opleve.

Danners plads

Lige inden folk blev sluppet ind på pladsen foran kulturhuset afslørede borgmesteren det nye navn på pladsen, der er samme grund blev genindviet:

 - Pladsen skal hedde ”Danners Plads”.

John Schmidt Andersen afslører Danners Plads. Foto: Kenneth Jensen.
Borgmesteren afslører det nye navn på pladsen: Danners Plads.

 - Navnet er valgt som en hyldest til en markant kvinde, der har haft sin gang i Jægerspris, og som i år ville være fyldt 200 år, sagde John Schmnidt Andersen i motiveringen for navnet

 - Hendes ånd fylder stadig meget i Jægerspris og i Danmark. Det er håbet at navngivningen af pladsen vil indramme byrummet og giver den identitet. Skiltet på pladsen er lavet af den lokale trækunstner Thomas Sørensen. Jeg håber og tror at pladsen fremover – med det nye navn – vil byde på mange hyggelige timer, arrangementer og pusterum.

Trioen 'De Græd' optrådte efter talerne. Foto: Kenneth Jensen.
Efter talerne var der mad, akkompagneret af trioen 'De Græd' - hvilket de nu ikke gjorde i virkeligheden

Foto: KEJE.