Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
20. april 2015

Velkommen til Aprilfestivalens deltagere

Mandag var store ankomstdag for de 129 teatre der medvirker i Aprilfestival i Frederikssund.

Lige fra morgenstunden har det derfor sydet af aktivitet i Kulturhuset Elværket hvor teatrene og de 400 medvirkende har tilholdssted helt til på søndag.

Kl. 13.00 bød festivalens leder, Henrik Køhler, fra Teater Centrum velkommen i de historiske rammer med cirka 45 minutters praktiske informationer om den kommende uges festival.

Der var godt fyldt i Elværket ved infomødet mandag. Foto Kenneth Jensen
Der var godt fyldt i Kulturhuset Elværket ved informationsmødet mandag i husets store sal.

Festivalleder Henrik Køhler giver praktisk info til deltagerne. Foto Kenneth Jensen.
Festivalleder Henrik Køhler giver praktisk info til deltagerne.

Så mange deltagere fylder godt - faktisk hele parkeringspladsen foran huset, hvor de blev linet op til fællesbillede efter informationsmødet.

Alle deltagerne foran Elværket - Foto Søren Kløft, TeaterCentrum.
Alle deltagerne foran Kulturhuset Elværket. Foto: Søren Kløft.

Officiel velkomst mandag aften

Oven på søsætningen af festivalen søndag, og alle de praktiske informationer mandag eftermiddag, var det mandag aften blevet tid til den officielle velkomst til alle skuespillere og andre medvirkende ved festivalen.

Det skete kl. 19.30 i VW Volkswagen Frederikssunds lokaler på Holmensvej med både taler og optræden af vikingerne.

Første taler var borgmester John Schmidt Andersen (V). Han sagde at vi i Frederikssund ikke bare har glædet os – vi har glædet os rigtig meget til at byde velkommen til verdens største teaterfestival for børn og unge.

 - Og når jeg siger ”vi” mener jeg ikke bare Byrådet, og de indviede i kommunens kulturafdeling, men hele kommunen. For det er noget, der betyder meget for os alle sammen. For vores skoler og institutioner. For vores foreninger. For vores børnefamilier. For vores handlende og øvrige virksomheder. For alle, der bor eller arbejder i Frederikssund kommune.

Borgmester John Schmidt Andersen byder velkommen. Foto Kenneth Jensen.
Borgmester John Schmidt Andersen bød velkommen.

Borgmesteren talte også om de tre målsætninger som Frederikssund Kommune har for festivalen - ud over selvfølgelig at have det sjovt:

  • Vi vil bruge teatret til at give vores børn og unge dannelse. Alle børn i kommunen kommer til at se mindst én forestilling i løbet af ugen. Og mange kommer til at se flere.
  • Vi vil ha’ en levende by. Vi vil ikke bare ha’ teater i et lukket rum for en lukket kreds. Vi vil åbne vores by for kunsten. Og åbne kunsten for vores borgere.
  • Vi vil være gode værter. Vi vil sikre, at alle føler sig godt modtaget og godt tilpas, og at vores gæster får lyst til at komme tilbage til Frederikssund.

Kunsten skaber vidende og demokratiske borgere

Aftenens anden taler var formand for TIO - de små og mellemstore teatres brancheorganisation, Gitta Malling.

Hun talte blandt andet om de utroligt mange spændende ting der for tiden sker i forhold til kunstens rolle i samfundet.

 - Vi kan være med til at udforme nye og spændende dagsordener, og kan ved at udforske og skabe ny kunst, udvikle og se dét man ikke har set endnu. Vi kan være med til at være innovative, og vi kan med kunsten være med til at skabe vidende, demokratiske borgere.

 - Det at vi med kunsten skaber værker der rører, overrasker eller bare sætter tanker i gang, gør at vi har skabt afsættet til at de kan få ikke bare en god oplevelse, men de kan også tage det med videre og reflektere over det. For der er brug for at skabe rum for refleksion med børn

Formand for TIO, Gitta Malling, holder tale. Foto Kenneth Jensen.
Formand for TIO, Gitta Malling, holder tale.

Du er aldrig alene

Sidste taler var festivalens leder, Henrik Køhler, som benyttede sin tale til dels at takke Frederikssund Kommune for at turde kaste sig ud i et projekt der i starten syntes større end I kunne gabe over, men som hurtigt viste sig at passe utroligt godt ind, både i kommunens politiske ambitioner og kulturelle visioner.

I øvrigt brugte han sin tale til at tale om hvad det er teatret og scenekunsten kan, og hvad det er som er hele essensen ved Aprilfestival:

 - Forstil jer børn overalt, der aldrig blev præsenteret for den magi, som scenekunsten giver dem. Som med teatret kan møde sig selv igen og igen og mærke, at uanset hvor stor verden kan synes og hvor uoverstigelige dine problemer kan virke, så er du aldrig alene. Der er altid nogen, som har det ligesom dig. Der er altid en hånd, der rækker ud og vil hjælpe og guide dig og stå ved din side uanset hvilke udfordringer du måtte møde.

 - Det er dét kunst kan. Det er dét scenekunst kan. Det er dét vi kan være garanter for, os der er samlet her i Frederikssund i denne uge. Det er derfor Aprilfestival eksisterer, og derfor Aprilfestival bevæger sig rundt i landet hvert år og hvert år finder et nyt sted at lande. Et sted, hvor Børn og unge, måske for allerførste gang, skal sluses ind i mørket, for allerførste gang skal rammes lige i hjertet, og måske for allerførste gang skal møde sig selv, gestaltet gennem en karakter i en forestilling der præsenteres ”live” for øjnene af én lige netop der hvor man er, på den særlige dag, på det særlige sted.

Festivalleder Henrik Køhler byder velkommen. Foto Kenneth Jensen.
Festivalleder Henrik Køhler byder velkommen.

Vikingerne trådte op

Gæsterne ved aftenens reception fik også et indblik i hvad Frederikssund blandt andet selv kan byde på af teater, da vikingerne optrådte hele to gange.

Første gang lige efter borgmesterens tale, da da buffeten blev åbnet, og anden gang lidt senere på aftenen, hvor to af gæsterne blev lært op i af fægte på vikingemanér.

Vikingerne optræder ved buffetten. Foto Kenneth Jensen.
Vikingerne optræder ved buffeten.

Et par af gæsterne blev oplært i at fægte som vikinger. Foto Kenneth Jensen.
Et par af gæsterne blev oplært i at fægte som vikinger.

Foto: KEJE.