Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
16. april 2015

Rosenvænget viser vejen til mere genbrug

Siden november har beboerne i etageboligbebyggelsen Rosenvænget indsamlet genanvendelig emballage og en række andre typer affald. 

Miljøgård i Rosenvænget

Beboerne har især været gode til at indsamle småt elektronik, plastemballage samt pap, og selv om det endnu ikke er alle beboere der sorterer har mængderne været stigende gennem hele forsøget som løber frem til sommer. 

 - Man skal ændre på nogle af sine vaner, men når man først er kommet igang er det faktisk ikke så svært at udsortere emballage. Det vigtigste er at man sørger for at den er fri for madrester, siger affaldskonsulent Lars Ege Larsen.

Der kan gå lang tid fra man afleverer emballagen til den bliver behandlet på genanvendelsesanlægget - nogle gange flere måneder. Derfor kan madrester give hygiejneproblemer undervejs, og i nogle tilfælde helt umuliggøre genanvendelse.

Det meste emballage er rent nok hvis det bliver rystet fri for krummer. Hvis emballagen er fra fedtede ting som fersk kød, makrelsalat eller tomatsauce, skal den dog skylles af først. Er det ikke nok med en let skylning i koldt vand, skal man lægge emballagen i restaffaldet.

Det nytter noget

Det kræver meget energi og mange ressourcer at producere nye materialer. Derfor er det bedre for miljøet at indsamle emballage end at brænde det. Langt de fleste typer emballage kan nemlig sagtens blive til brugbare materialer. Til eksempel kan genanvendt plast bruges i bl.a. plastflasker, affaldsposer, soveposefyld, fleecetrøjer, møbler, isolering og legetøj. Læs mere på kendditaffald.dk.

Enkelte typer emballage kan ikke genanvendes fordi de er sammensat af forskellige typer materialer der er umulige at skille ad. Det er blandt andet chipsposer, kaffeposer, smørbakker og ikke mindst kartoner til mælk, juice og færdige saucer. Man kan heller ikke genanvende emballage fra farligt affald.

Regeringen har i planen "Danmark uden Affald" fastsat nationale mål om at 50 % af husholdningsaffaldet skal genanvendes i 2022. Frederikssund Kommunes mål er iflg. vores Affaldsplan for 2013/2014 at vi allerede i 2018 når de 50 %. Dette skal blandt andet ske gennem øget indsamling af emballageaffald fra husholdningerne.     

Fra 2016 kan flere være med

Indsamlingen i Rosenvænget er et forsøg. Når forsøget slutter til sommer skal erfaringerne bruges til at indrette en ordning for indsamling af flere typer affald fra etageboliger og andre boliger med fælles beholdere.  

Planen er at kommunens øvrige etageboliger kan få opstillet nye beholdere fra 2016. Inden da skal en fremtidig ordning dog først behandles og vedtages i Teknisk Udvalg.

Forsøget med indsamling i Rosenvænget er et samarbejde mellem Boligselskabet Rosenvænget og Frederikssund Kommune.