Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
24. april 2015

Nye teatre bejler til opkøbere

Aprilfestival er ikke kun sjov og hygge for de deltagende teatre. Det handler også om at bejle til opkøbernes gunst for at få solgt sin forestilling.

For at gøre det lidt lettere at få nogle af opkøberne - eller formidlerne som de kaldes i festivalregi - i tale, så var der i år arrangeret en såkaldt "New Case"-event fredag morgen i Kulturhuset Elværket. Her kunne teatrene præsenterer sig selv på tre minutter, og efterfølgende blev de interviewet ganske kort af André Andersen om dem selv eller deres teater, og der var mulighed for at stille korte spørgsmål til den forestilling de præsenterer på årets festival.

14 nye teatre havde taget imod tilbuddet, og det samme havde en række formidlere.

Hvordan vælger man en forestilling?

Det spørgsmål er jo nok så vigtigt for teatrene. For fanger de ikke formidlernes interesse, så får de ikke solgt noget.

Iflg. Grethe Olsen, der er formand for Frederikssund Børneteater gennem 24 år, så har det ændret sig gennem årene hvordan man vælger:

 - Det handler først og fremmest om hvorvidt vi kommer ud med noget vi kan bruge til noget. Og er der en rar stemning når vi skal ind og se en forestilling.

 - Og så skal der være en alsidighed i vores program, og vi skal sikre der er lidt for enhver aldersklasse.

 - Vi kigger også på om forestillingerne har lidt magi; det kan vi godt li'. Vi kan li' når her er sådan rart at være. Og vi kigger på hvordan børnene ser ud - hvordan de reagerer. Børnene har fået meget at tænke over, så vi vil gerne vise noget børnene lærer noget af - ikke med løftede pegefingre, men hvor de selv kommer til at tænke nå, sådan har jeg det også. Gad vide om der også er andre der har det sådan?

Grethe Olsen fra Frederikssund Børneteater. Foto Kenneth Jensen.
Grethe Olsen fra Frederikssund Børneteater fortæller om hvordan man som formidler udvælger forestillinger i Frederikssund Børneteater.

 - Nogen gange kommer vi til at vælge det vi kender. Det vi er trygge ved, og som vi ved er kvalitet og bare virker. Men det er lige så vigtigt vi tør forny os, og går ind og ser nogen af de nye forestillinger som måske har noget helt andet i sig, og som kan bringe vores teatre videre og give dem nye oplevelser.

 - Børnene har forandret sig meget siden vi startede i 1991, så vi skal møde børnene der hvor de er i dag, og det er teaterfolkene fantastisk dygtige til.

 - Endelig betyder det selvfølgelig noget hvilke forestillinger vi kan få på de tidspunkter vi kan få plads i de rigtige rammer til at skabe en intim oplevelse i øjenhøjde for børnene og deres voksne.

Viljen til sejr

14 teatre præsenterede som sagt sig selv ved New Case.

En af dem var Lene Vestergård der egentlig ikke er debutant, men har deltaget på festivalen mange gange før - men aldrig med sin egen forestilling.

Det gør hun i år med sin egen forestilling "Viljen til sejr", frit efter Shakespeares Coriolanus, der er en voldsom historie om magt, øre og arrogance.

Lene Vestergaard præsenterer sin forestilling Viljen til Sejr. Foto Kenneth Jensen.
Lene Vestergaard præsenterer sin forestilling "Viljen til Sejr".

Racist?

En af de andre nye grupper på festivalen er Global Stories med deres forestilling "Racist?".

Som grundlag for forestillingen har den dansk/afrikanske performer Sara Traore taget kontakt til mennesker med racistiske holdninger på Facebook.

“Racist?” handler om de mennesker hun har talt med. Sara spiller 19-årige Samir der “hader danskere” og 37-årige Jane der “er bange for perkere”.

Tematikkerne er globale spændinger i DK, et bistandssystem i kaos, tarvelige medier og menneskelige misforståelser. Med hjertevarme og et stort håb for fremtiden, undersøger monologen hvorfor så mange mennesker i Danmark er bange for og hader hinanden. Som publikum får man lov til at tage stilling til sin egen rolle i indvandrerdebatten. Monologen bør ses af alle slags mennesker, med alle slags holdninger.

Global Stories præsenterer forestillingen Racist. Foto Kenneth Jensen.
Global Stories præsenterer forestillingen "Racist"?.

De øvrige nye teatre på festivalen er:

  • Måle Fortælleteater
  • hello!earth
  • Levende fortællinger
  • TeaterBorderline
  • Why not theatre company
  • Forumteatret Prisme
  • Tidsrum
  • Teater Sporenstregs
  • Memory Wax
  • Teater GLiMT
  • Faster Pussycat
  • DuckslapCompany.

Foto: KEJE.