Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
21. april 2015

Apps, loops og nørderier i Præstegården

Uden for Frederikssund Præstegård skinner forårssolen, og termometret nærmer sig 20 grader. Men det rør ikke de fremmødte til Thomas Sandbergs workshop om teater, baseret på iPads, iPhones og hjemmebrygget software. De lytter opmærksomt og sender jævnligt spørgsmål i den mere nørdede kategori mod Thomas Sandberg. Om loops, apps, HTML, PHP, mySQL, CSS, DMX, algoritmer og Javascript.

Thomas Sandberg svarer engageret, mens han går rundt med sin iPad og iPhone, som er tilsluttet hans hjemmebryggede software, LiveLooperOne, som kører på MacBook’en i baggrunden, og som han har brugt et år på at udvikle.

 - Man må finde nogle muligheder for at lege. Så kan man altid kalde det en forestilling, siger han om forestillingen iPlay uPlay wePlay.

I forestillingen optager Thomas Sandberg lyd og billeder fra publikum. Lyden samples og bliver til musik, mens billederne sendes gennem hans algoritmer som er hentet frit tilgængeligt på internettet, og bliver projiceret op på lærredet bag ham som forvrængede mønstre. Og ud fra det tager forestillingen form.

På den måde er alt 100% improviseret. Han ved ikke hvor han starter eller ender. Det afhænger helt af lydene og billederne fra publikum. Et ”bevidst kontroltab” kalder han det, og siger at det både inspirerer og presser ham.

Thomas Sandberg nørder med sin MacBook og hans hjemmebryggede software. Foto Kenneth Jensen.
Thomas Sandberg nørder med sin MacBook og hans hjemmebryggede software.

Thomas Sandberg fortæller at børnene som ser hans forestillinger både er meget fascinerede af teknologien og af muligheden for selv at være med til at skabe forestillingen. Og at han selv skal anstrenge sig for at fastholde nærværet.

 - Jeg har selv lavet min software, og kan derfor blive meget optaget af den undervejs. Så tror publikum at jeg står og tjekker Facebook eller e-mails, og så falder de fra, siger Thomas Sandberg.

På et tidspunkt drister en af de få kvindelige deltagere sig til at sige ”jeg ved altså ikke, hvad DMX er”. Thomas Sandberg skynder sig – sekunderet af en del af de andre deltagere - at forklare at det er en protokol som bl.a. bruges til at styre lys.

 - Det er for øvrigt mit næste projekt. At lyset også kan styres fra min iPhone, så jeg slipper for konventionel lyssætning, siger Thomas Sandberg før vi igen går ud i solen.

Foto: KEJE.