Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
14. april 2015

25.000 gratis teaterbilletter

Aprilfestival PlakatOm mindre end en uge går det løs, når Aprilfestival slår dørene op til mere end 800 teaterforestillinger for børn, unge og deres familier med 25.000 gratis billetter. Har du bestilt dine?

Bestil billetter nu

Alle billetter til forestillingerne er som sagt gratis. Du skal blot bestille dem online på Aprilfestivalens hjemmeside, og efterfølgende selv printe dem hjemmefra.

Billetbestillingen blev åbnet mandag den 13. april.

Frit valg på alle hylder

På Aprilfestivalen, der er verdens største af sin art, kan du som publikum opleve forestillinger hvor historien fortælles af en enkelt skuespiller med få rekvisitter – her er ordet i centrum. Andre forestillinger er stort anlagte opsætninger med masser af deltagende skuespillere, finurlige kulisser og lys-, lyd- og videoeffekter der kan tage pusten fra enhver.

Der er både ordrige og ordløse forestillinger. Der er musicals, danseforestillinger og poetisk dukke- og animationsteater. Festivalen præsenterer også grandiose helte-eposser hvor de store følelser stilles til skue. Krigsdramaer, hvor menneskelige tragedier oprulles for publikum. Spændende nyfortolkninger af de gamle folkekære eventyr. Knugende socialrealisme og medrivende skildringer af historiske begivenheder. Der er sågar operaer skrevet til og sunget specielt for børn og unge.

Aprilfestivalens reklamebil på Torvet i Frederikssund. Foto Kenneth Jensen.
Aprilfestivalens reklamebil på Torvet i Frederikssund.

Eksperimenterende teater

En række teatre eksperimenterer med den traditionelle teaterform og inddrager bl.a. publikum direkte i forestillingerne.

Det betyder at publikum i nogle tilfælde præsenteres for et tomt rum uden publikumspladser; forestillingen udvikler sig så som en slags teaterleg – eller totalteater, om man vil – mellem skuespillerne og publikum. Andre forestillinger er opbygget som sanse- og oplevelseslabyrinter hvor publikum går eller kravler rundt i scenografien, går på opdagelse, og på den måde får meget personlige oplevelser med sig hjem.

Fælles for alle festivalens forestillinger er at de gerne vil fortælle en vedkommende historie til deres publikum – uanset om emnet er krig, religion, politiske magtkampe, kærestesorger, spiseforstyrrelser, mobning eller vold.

Ikke kun for børn

Scenekunst for børn og unge er ikke kun for børn og unge, selvom mange forestillinger henvender sig til helt bestemte aldersgrupper. Nej, voksne kan også få en god oplevelse ud af en tur i teatermørket – og dermed tage del i teater-magien – i løbet af festivalugen.

Derfor: Tag hele familien med i teatret, og få en eller flere teateroplevelser med hjem.

Foto: Kenneth Jensen.