Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
2. september 2019

Budgetforslag sendes i høring

På Økonomiudvalgets møde onsdag den 28. august blev det besluttet at sende en række forslag vedrørende Budget 2020 - 2023 i høring fra den 2. - 22. september. Da de årlige økonomiforhandlinger mellem regeringen og kommunerne først ventes færdige noget senere end normalt, er arbejdet med budgetforslagene forsinket.

Derfor er høringsmaterialet til budget 2020 – 2023 med forbehold for effekterne af den kommende økonomiaftale. Der er ikke politisk enighed blandt partierne om forslagene. Økonomiudvalget sender budgetforslagene i høring.

Prioritering af den borgernære velfærd

I Frederikssund Kommune vil antallet af små børn og ældre stige i de kommende år, og samtidig stiger udgifterne også til blandt andet specialundervisning, handicappede, offentlig transport og på familieområdet.

Økonomiudvalget lægger derfor op til at tilføre et stort millionbeløb til velfærden i kommunen. Politisk er det afgørende at sikre, at Frederikssund Kommune understøtter tilværelsen for udsatte familier og børn, sikrer handicappedes vilkår og at velfærdsområderne kan følge med udviklingen.

Derfor foreslår Økonomiudvalget at tilføre budgettet yderligere 63,5 mio. kr. årligt. Herunder 18 mio. kr. ekstra til specialundervisning, godt 14 mio. kr. mere til familieområdet, 27,5 mio. kr. til voksenhandicapområdet, ca. 9 mio. kr. ekstra til ældreområdet og 2,5 mio. kr. til offentlig transport.

Formålet med denne udvidelse af budgettet er at imødekomme de stigende behov og dermed sikre, at serviceniveauet overfor borgerne kan fastholdes.

For at sikre et økonomisk råderum til denne udvidelse af budgettet, har Økonomiudvalget besluttet et sparekrav på minimum 25 mio. kr., hvilket er lidt under en procent af de samlede nettodriftsudgifter på ca. 2,9 mia. kr. Dette sparekrav er med forbehold for, at konsekvenserne af økonomiaftalen mellem regeringen og KL endnu ikke kendes. Endvidere er det forudsat at Frederikssund kommune kan overskride servicevækstrammen uden økonomiske konsekvenser.

Høring og borgermøde

Nu sender Økonomiudvalget en række forslag til budgetændringer i høring. Der er både tale om forslag til udvidelser af budgettet og forslag til besparelser. Der er forslag til besparelser for 42 mio. kr. og forslag til udvidelser af budgettet for 4,9 mio. kr. i 2020. Høringsmaterialet indeholder også anlægsinvesteringer for 11,7 mio. kr. i 2020. I første kvartal af 2020 planlægger Byrådet at foretage en større prioritering af anlægsopgaver for årene 2021 – 2023.

Fra den 2. september vil man på Frederikssund Kommunes hjemmeside kunne finde høringsmaterialet. Samme sted vil man kunne finde oplysninger om og tilmelding til borgermødet, der holdes onsdag den 11. september kl. 19 i Dansesalen i Frederikssundhallen.

På sit møde den 21. august besluttede Økonomiudvalget endvidere, at der – hvis der er behov - kan holdes en supplerende høring efter den 2. oktober, hvor konsekvenserne af økonomiaftalen mellem regeringen og kommunerne vil være kendt.

Byrådet vil i forbindelse med vedtagelsen af budgettet den 5. november træffe endelig beslutning om hvilke budgetforslag, der skal implementeres.

Tidsplan

  • 2. – 22. september: Budgetforslag i høring.
  • 11. september: Borgermøde om budgettet kl. 19.00 i Dansesalen, Frederikssundhallen.
  • 25. september: Byrådet orienteres om konsekvenserne af økonomiaftalen mellem regeringen og kommunerne.
  • 2. oktober: Økonomiudvalget 1. behandler budgettet.
  • Oktober: Evt. supplerende høring, hvis der er behov.
  • 5. november: Byrådets 2. behandling og endelige vedtagelse af Budget 2020 – 2023.

Find høringsmaterialet på www.frederikssund.dk/budgetforslag2020, hvor du også kan se, hvordan du afgiver høringssvar.