Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
8. oktober 2019

Fejl i DR-historie om kommunens økonomi

DR P4 København bragte tirsdag morgen den 8. oktober en historie, der giver det fejlagtige indtryk, at Frederikssund Kommune skal spare 100 mio. kr. (25 mio. kr. årligt) over fire år.

Frederikssund Kommune øger budgettet i de kommende år

Som borgmester John Schmidt Andersen oplyste på borgermødet om budgettet den 11. september 2019, så lægger Økonomiudvalget med budgetforslaget for 2020 op til at tilføre 71 mio. kr. til en række velfærdsområder:

  • 18 mio. kr. ekstra til specialundervisning
  • 14 mio. kr. mere til familieområdet
  • 27,5 mio. kr. til voksenhandicapområdet
  • ca. 9 mio. kr. ekstra til ældreområdet og
  • 2,5 mio. kr. til offentlig transport

Disse penge foreslås tilført områderne for at imødekomme de stigende behov og dermed sikre, at serviceniveauet overfor borgerne kan fastholdes. Yderligere tilføres penge til blandt andet et stigende antal børn og ældre borgere. Politisk er det afgørende at sikre, at Frederikssund Kommune understøtter tilværelsen for udsatte familier og børn, sikrer handicappedes vilkår og at velfærdsområderne kan følge med udviklingen.

Nettoforøgelse på 50 mio. kr. årligt

For at sikre muligheden for at tilgodese de nævnte områder har Økonomiudvalget besluttet et sparekrav på 25 mio. kr., hvilket – hvis det gennemføres - vil betyde en nettoforøgelse af kommunens budget på 54 mio. kr. fra 2019 til 2020. Sparekravet var oprindeligt tænkt som en sikring af, at Frederikssund Kommune ikke kom til at overskride den ramme for serviceudgifter, som staten har pålagt kommunerne.

- Men hvor det lander, er endnu for tidligt at sige. Dels har vi ikke afsluttet vores budgetforhandlinger her i kommunen, og dels kommer der netop i disse dage meldinger fra landets øvrige kommuner og KL vedrørende kommunernes udgifter for næste år. Derfor er alle kommuner i øjeblikket i venteposition i forhold til rammerne for de kommunale udgifter i 2020, fastslår borgmester John Schmidt Andersen (V).

Han understreger dog, at borgerne i Frederikssund Kommune godt kan forvente et budget med tilførsel af mange mio. kr. til velfærdsområderne og ikke – som DR fejlagtigt oplyste – et sparebudget.