Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
12. marts 2019

2 minus 1 veje bliver permanente

I landområder er vejene ofte smalle, og med to vejbaner kan pladsen til cyklister blive meget trang. Derfor har Frederikssund Kommune i lidt over halvandet år kørt et forsøg med de såkaldte 2 minus 1 veje følgende fire steder i kommunen:

  • Lyngerupvej i Gerlev, fra Bygaden til Femhøj Stationsvej.
  • Skuldelevvej, fra Skuldelev til Skibby.
  • Østbyvej, fra Skuldelev til Østby.
  • Sigerslevvestervej inden for byzonen Sigerslevvester.

Bedre plads til de bløde trafikanter

På en 2 minus 1 vej bliver de to vejbaner lagt sammen til én kørebane midt på vejen, og der bliver optegnet en stiplet bred kantlinje i begge sider. Bilisterne i begge køreretninger skal derfor deles om ét kørespor, og kun overskride den stiplede kantlinje, når der er modkørende trafik. Formålet med denne vejtype er at give mere plads til de bløde trafikanter i siden af vejen.

Bliver gjort permanente

For at evaluere vejens værdi har forvaltningen via et spørgeskema spurgt trafikanterne, hvad de mener om vejene. Næsten 600 trafikanter valgte at besvare spørgeskemaet, og af svarene fremgår det, at både trygheden og tilfredsheden blandt de bløde trafikanter generelt er højere end på den tidligere 2-sporede vej. Der blev dog også givet udtryk for utryghed blandt andet på grund af høj beplantning i rabatterne om sommeren, hvilket giver dårlige oversigtsforhold. Derfor vil rabatterne på Skuldelevvej og Østbyvej blive vedligeholdt oftere i sommerperioden. På samme måde vil skiltningen også blive forbedret, så bilisterne oplyses om bilens korrekte placering på en 2 minus 1 vej.

Teknisk Udvalg besluttede på sit møde den 6. marts 2019 at gøre 2 minus 1 vejene permanente. Dog vil de sidste 170 meter af 2 minus 1 vejen på Lyngerupvejs østlige del blive fjernet, da oversigtsforholdene ikke er tilstrækkeligt gode dette sted.

Læs hele evalueringen af 2 minus 1 vejene i bilagene til punkt 37 på Teknisk Udvalgs møde den 6. marts 2019.

Grafik, der viser bilens korrekte placering på en 2 minus 1 vej. Grafik: Vejdirektoratet.Grafik, der viser bilens korrekte placering på en 2 minus 1 vej. Grafik: Vejdirektoratet.