Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
13. juni 2019

Unge får succes med nyt tilbud

I løbet af foråret 2019 har en gruppe unge mødtes i Ungeteamet Spiren i Frederikssund, der er et tilbud til unge mellem 16 og 30 år med psykiske eller sociale udfordringer. Her har de trænet til at deltage i Copenhagen Warrior, der er et løb på en forhindringsbane i Valbyparken, hvor det gælder om at klare 30 forhindringer på en seks kilometer lang bane.

Undervejs skulle deltagerne blandt andet igennem noget, der minder om et mudderbad. Foto: Mogens Anthon-Larsen Undervejs skulle deltagerne blandt andet igennem noget, der minder om et mudderbad. Foto: Mogens Anthon-Larsen. (Fotos må ikke genbruges uden tilladelse.)

Fysikken og psyken hænger sammen

Bag projektet står socialrådgiver og støtte-/kontaktperson Carina Wigger Gotfredsen fra Frederikssund Kommune og Outdoortræner Karin Nielsen.

- Jeg syntes, vi manglede et tilbud til vores unge, der kunne styrke deres sociale kompetencer og give dem følelsen af sammenhold med et sundhedsfagligt perspektiv. Og så kunne jeg se, at nogle af de udadreagerende unge mænd havde brug for at komme ud og krudte af. Derfor fandt jeg på, at den fysiske træning skulle være en del af vores aktiviteter. Sjovt nok er der i øjeblikket flest kvindelige deltagere. Når vi træner, kommer vi fysisk i kontakt med hinanden, og det er også med til at flytte grænser hos de unge og styrke fornemmelsen af et sammenhold, forklarer Carina Wigger Gotfredsen.

En af projektets deltagere er Mille på 21 år, der læser til pædagog og for tiden er i praktik i en børnehave.

- Det har givet mig rigtig meget at være med i dette projekt. Når jeg har været henne i Spiren og træne, så er det bare en god dag. Jeg har det godt. Jeg har også udviklet mig meget socialt, efter at jeg er kommet i gang med træningen her i Spiren, fortæller Mille.

Støtte fra lokalsamfundet

Også flere lokale virksomheder har set ideen i at give de sårbare unge muligheden for at få en succesoplevelse og få styrket deres sociale kompetencer. Således har projektet fået støtte i form af forplejning fra Rema 1000 på Marbækvej, den lokale virksomhed, Bang Nielsen A/S i Frederikssund, har sponseret gruppens træningstøj, og det lokale Pizzeria Orient Bar har leveret mad til projektets afslutningsfest. Derudover har nogle private borgere hjulpet med at lave et flag til gruppen, tage fotos mv.

Endelig har Carina Wigger Gotfredsen søgt og fået 10.000 kr. til projektet hos foreningen SINDslidelses fonden til dækning af deltagelsen i Copenhagen Warrior.

- Lokalsamfundet har støttet helt fantastisk op om det her projekt. Det er faktisk rørende, fastslår hun.

Personlig succesoplevelse

Efter den succesfulde deltagelse i Copenhagen Warrior afsluttes gruppen, men alle deltagere har fået en personlig succesoplevelse ud af at deltage. Således fortsætter nogle af gruppens medlemmer i andre motionstilbud i kommunen mens andre helt kan afslutte deres støtteforløb i socialpsykiatrien grundet en kombination af Copenhagen Warriors gruppen og støtte-/kontaktpersonsordningen, slutter Carina Wigger Gotfredsen.

Glade deltagere umiddelbart efter løbet. Foto: Mogens Anthon-Larsen.Glade deltagere umiddelbart efter løbet. Foto: Mogens Anthon-Larsen. (Fotos må ikke genbruges uden tilladelse.)

De unge fremviser stolt deres medalje. (I øverste række - nummer to fra højre ses outdoortræner Karin Nielsen. Nederst til højre ses projektets tovholder Carina Wigger Gotfredsen.) Foto: Mogens Anthon-Larsen.De unge fremviser stolt deres medalje. (I øverste række - nummer to fra højre ses outdoortræner Karin Nielsen. Nederst til højre ses projektets tovholder Carina Wigger Gotfredsen.) Foto Mogens Anthon-Larsen. (Fotos må ikke genbruges uden tilladelse.)

Frivillige borgere havde hjulpet de unge med at få syet et flag til deres deltagelse i Copenhagen Warriors. Foto: Mogens Anthon-Larsen.Frivillige borgere havde hjulpet de unge med at få syet et flag til deres deltagelse i Copenhagen Warriors. Foto: Mogens Anthon-Larsen. (Fotos må ikke genbruges uden tilladelse.)