Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
11. juni 2019

Mål: CO2-neutral i 2045

Klimastrategien har sit udspring i Tekniske Udvalg, der har drøftet de overordnede sigtepunkter for sttrategien. Sigtepunkterne er, at Frederikssund Kommune skal være uafhængig af fossile brændsler i 2030 og være helt CO2-netural i 2045. På Byrådets møde onsdag den 29. maj 2019 blev det besluttet at sende strategien i offentlig høring indtil den 16. august.

- Vi skal have en klimastrategi af den simple årsag, at nu kan det altså ikke vente længere. Det er ikke nok med ord – der skal handling til, fastslår Tina Tving Stauning (S), der er formand for Teknisk Udvalg i Frederikssund Kommune.

- Klimastrategien handler dels om at nedbringe CO2-udslippet fra kommunens egne aktiviteter og dels fra kommunen som helhed, hvor både borgere og virksomheder selvfølgelig skal være med til at få os i mål. Derfor glæder vi os til endeligt at få strategien vedtaget og komme i gang med handleplanerne sammen med hele kommunen, uddyber Tina Tving Stauning.

Områder skal analyseres

Strategien er delt i to områder, hvoraf det ene handler om kommunens egne aktiviteter, og det andet om kommunen som geografisk område.

For Frederikssund Kommunes eget vedkommende går der nu et analysearbejde i gang inden for blandt andet energiforsyning i kommunale bygninger, kommunens bilpark, energibesparelser i gadebelysning, fossilfri affaldsindsamling mv. for at kortlægge kommunens brug af fossile brændsler. For at kunne omsætte klimastrategien i konkrete CO2-reduktioner, skal der udarbejdes og vedtages handleplaner inden for de områder, der nævnes i strategien.

Samarbejde med borgere og virksomheder

Når det handler om Frederiksund Kommune som geografisk område, skal arbejdet med CO2-reduktion løses i et samarbejde mellem borgere, virksomheder og kommunen. Her udpeger strategien fem indsatsområder: Transport, varmeforsyning, el, jordbrug og industri. Inden for disse områder vil Frederikssund kortlægge CO2-udledningerne og Teknisk Udvalg vil herefter beslutte handleplaner for områderne.

På byrådsmødet den 29. maj besluttede Byrådet endvidere, at der skal udarbejdes en proces- og tidsplan for handleplanerne.

Strategien er i offentlig høring frem til den 16. august. Du kan læse Klimastrategien og afgive høringssvar her.