Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
18. januar 2019

Vinterberedskab – sådan gør vi

Når det sner, er der i Frederikssund Kommune knap 250 km veje, som skal holdes farbare døgnet rundt. De kaldes klasse 1-vejene. Dertil er der ca. 150 km klasse 2 og 3 veje, hvor der bliver glatførebekæmpet, hvis særlige forhold gør det påkrævet.

På vores side om vinterberedskab kan du se et kort over kommunen og se hvilken prioritet de forskellige veje har.

Snerydning og glatførebekæmpelse foretages endvidere af kommunen ud for alle kommunalt ejede ejendomme. Samtidig sørger kommunen for snerydning af offentlige torve og pladser, ved busstoppesteder og af fodgængerfelter, oversigtshjørner mm.

Dine forpligtelser som grundejer

Grundejeren har ansvaret for at holde fortovet ved lige / ryddeligt om vinteren. Pligten omfatter rydning for sne og glatførebekæmpelse. Snerydning skal ske snarest muligt efter snefald.

Glatførebekæmpelse kan ske ved spredning af grus, sand eller evt. saltholdigt grus. Grundejeren har det juridiske ansvar for den samlede vintervedligeholdelse på de fortove og stier, der støder op til grunden.

Grundejeren kan blive erstatningspligtig for uheld som følge af manglende eller mangelfuld vintervedligeholdelse. Husk at have forsikringen i orden.

Snedækket landskab med ryddet vej og cykelsti. Foto: Kenneth Jensen, Frederikssund Kommune.Vinteren er kommet med frost og en smule sne (arkivfoto).

Foto: Kenneth Jensen,
Frederikssund Kommune.