Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
24. januar 2019

Borgmestre: Endelig kommer Nordsjælland på vejkortet

Nordsjællandske borgmestre glæder sig over, at regeringen vil prioritere en forlængelse af Hillerødmotorvejen og en færdiggørelse af Frederikssundmotorvejen. Nu er det bare med at komme i gang, så trængslen for borgere og virksomheder kan blive løst hurtigst muligt, lyder det.

Smilene var store på borgmesterkontorerne i Nordsjælland, da regeringens hovedstadsudspil torsdag blev præsenteret for offentligheden. I den indgår nemlig, at regeringen vil ”prioritere, at kommende investeringer i infrastruktur omfatter Frederikssundsmotorvejens 3. etape og Hillerødmotorvejens forlængelse fra Allerød til Hillerød”. To vejprojekter, som de nordsjællandske borgmestre længe har efterspurgt politisk handling på.

- Endelig kommer prioriteringerne der, hvor behovet er. Vi har for ofte haft følelsen af, at Nordsjælland blev forbigået, når der skulle fordeles penge til store infrastrukturanlæg. Derfor er det dejligt at få regeringens ord for, at Hillerødmotorvejen og Frederikssundsmotorvejen er to projekter, som det giver rigtig god mening at investere i, siger Kirsten Jensen, borgmester i Hillerød Kommune.

Strækningen mellem Allerød og Hillerød er med sine 38.000 biler dagligt den mest trafikerede statsvej i Danmark, der ikke er motorvej. Lange køer især i myldretiden vidner da også om, at strækningen allerede i dag er under pres, og prognoser viser, at presset blot vil stige.

Kirsten Jensen peger derfor på, at det haster med at få skabt trafikal sammenhæng i området, inden det nye Nordsjællands Hospital åbner i den sydlige del af Hillerød om få år.

- Beregninger fra VVM-undersøgelsen bekræfter, at der er rigtig god samfundsøkonomi i at forlænge Hillerødmotorvejen. Men det er helt nødvendigt, at der samtidig investeres i en firesporet vejføring til det kommende Nordsjællands Hospital i Hillerød, så vi får den rette kapacitet på hele strækningen, og det hele ikke bare propper til et nyt sted. Det er en lille investering, der giver en stor effekt, og derfor ser jeg frem til, at hovedstadsudspillets ord nu følges op med konkrete investeringer, siger Kirsten Jensen.

Vigtige investeringer for væksten

I Frederikssund Kommune glæder borgmester John Schmidt Andersen sig over, at der med hovedstadsudspillet tages et vigtigt skridt mod en færdiggørelse af motorvejen helt til Frederikssund – et ønske, han længe har fremført på Christiansborg.

- Erhvervslivet har i de seneste fem år investeret massivt i Frederikssund i en klar forventning om, at motorvejen ville blive bygget færdig. Det ville derfor sætte væksten helt i stå i området, hvis det ønske ikke blev indfriet, siger han og uddyber:

- Vi har sådan set været klar i de sidste ti år, hvor der har været anlægslov på strækningen mellem Tværvej og Frederikssund, men pengene til at investere i den sidste del af motorvejen har manglet. Vi er nu kommet et vigtigt skridt nærmere, og det er ikke et øjeblik for tidligt, hvis vi skal fastholde både borgere og virksomheder i vores kommune. Så lad os nu komme i gang og få gjort arbejdet færdig, siger John Schmidt Andersen.

Også borgmester Steffen Jensen, talsperson for de nordsjællandske kommuners infrastruktursamarbejde, er godt tilfreds med regeringens hovedstadsudspil:

- Det er glædeligt, at regeringen nu endelig vil prioritere at sætte Nordsjælland på vejkortet. Nu handler det kort sagt om at sikre, at vi også kommer i mål med projektet.  Derfor har jeg også et håb om, at de øvrige partier i Folketinget vil bakke op. Det har Nordsjælland brug for, siger Steffen Jensen.

Fakta

  • Borgmestrene i Hillerød, Frederikssund, Gribskov, Halsnæs, Helsingør og Fredensborg arbejder sammen for forbedret trafikal infrastruktur i Nordsjælland i det såkaldte sekskommunesamarbejde.
  • Op mod 38.000 biler kører hver dag på Hillerødmotorvejens forlængelse mellem Allerød og Hillerød. Det estimeres, at tallet vil stige til 47.000 biler i døgnet i 2025 selv uden en udbygning.
  • Størstedelen af strækningen mellem Hillerød og Allerød er forberedt til motorvej. I forhold til andre motorvejsprojekter er strækningen derfor billig at anlægge med en beregnet pris på omkring 900 mio. kroner. Dette inkluderer en udbygning af tilkørselsvejen til det kommende Nyt Hospital Nordsjælland.
  • 23.000 biler kører dagligt på strækningen mellem Tværvej og Frederikssund. Det estimeres, at dette tal vil stige til 32.000 biler dagligt i 2030. Ydermere er Kronprinsesse Marys Bro færdig i 2019 med firesporet vej og et betalingsanlæg, der pt. ikke er koblet til motorvej.
  • Anlægsloven er vedtaget, så en færdiggørelse af motorvejen til Frederikssund vil kunne igangsættes hurtigt.
  • Begge projekter har en meget høj rentabilitet, som er et udtryk for den samfundsøkonomiske gevinst.