Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
15. august 2019

Se Kulturfuglens efterårsprogram 

I løbet af efteråret inviterer Kulturfuglen – et samarbejde mellem Elværket, Rejsestalden og Frederikssund Bibliotekerne – til en lang række aktiviteter og oplevelser, der bringer mennesker sammen og skaber fællesskaber på tværs af byer og broer. Det kan du læse mere om i Kulturkalenderen for september-december, som netop er udkommet.

Kulturfuglen bygger bro

Kulturfuglen fejrer åbningen af den nye Kronprinsesse Marys Bro med et brotema, og der er spændende tilbud til både store og små broentusiaster. Du kan høre om historiske broforbindelser, bygge en bro, se en broudstilling – og til bibliotekernes læsefestival ORD over FJORD vil det summe af litterære brobyggende oplevelser. Du kan også møde Kulturfuglen ved broindvielsen d. 28. september.

Familie- og børneaktiviteter

Kulturkalenderen byder på et væld af spændende oplevelser for de mindste og deres voksne. I efterårsferien er der aktiviteter hele ugen, hvor du for eksempel kan lave din egen stop motion-film, lave flotte muleposer med kartoffeltryk, og komme med til minidag med minigrise og -heste. Efterårsferien afsluttes med en blæsende dragedag i Vinge. Som altid er der Livlig Lørdag, Halloween, Jul i Stalden og andre julerier i december.

En dansefestival, et 25 års jubilæum og inspirerende foredrag

I efterårets løb kan du opleve masser af dans, sang og musik. Det sker blandt andet når Rejsestalden åbner dørene til en tre dages dansefestival, og når vi fejrer Elværkets 25 års jubilæum med en stor jubilæumsfest. På Frederikssund Bibliotekerne kan du hente inspiration til din næste læseoplevelse ved bibliotekets bogcaféer, dykke ned i Shakespeares verden med den prisvindende Shakespeare-oversætter Niels Brunse, og komme med ud på landevejen, når Brian Holm fortæller om livet som professionel cykelrytter.

Du kan læse mere om Kulturfuglens fulde efterårsprogram, samt datoer og tidspunkter for de nævnte aktiviteter i Kulturkalenderen for september-december. Kulturkalenderen kan afhentes i Elværket og Rejsestalden, samt på alle fire biblioteker. Alle aktiviteter kan ses på den enkelte arrangørs hjemmeside, hvor du også kan bestille billetter til arrangementerne.

Tegning af en stor fugl, der sidder på en bro og læser i en bog.  På broen kører en masse små biler. Ved siden af broen står et skilt, der peger mod Jægerspris, Frederikssund, Slangerup og Skibby.