Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
2. november 2018

Elever strømmer til Byggeboxen

Nu mødes byggeri, børn og byudvikling i Vinge. Byggeboxen er nemlig kommet til byen og inviterer de næste to skoleår eleverne fra Frederiksund Kommune ind for at blive klogere på, hvordan man bygger en ny by fra bunden. Næsten halvdelen af besøgene er allerede booket indtil sommerferien.

I Byggeboxen kan 4. – 7. klasseelever fra Frederiksund Kommune arbejde i skolefagene på en helt ny måde og møde nogle af de mennesker, der er med til at bygge veje, boliger, kloaker og cykelstier i Vinge. Dansk Byggeri, Region Hovedstaden og Frederiksund Kommune inviterer til indvielse af den nye Byggebox i Vinge den 7. november.

- Byggeboxen er en rigtig god måde at vise bygge- og anlægsbranchen frem i børnehøjde. Eleverne får en sjov og anderledes dag og lærer samtidig om de mange forskellige fag, der er inden for byggeriet, siger formand for Dansk Byggeri Nordsjælland Jørgen Simonsen.

Populær Byggebox

Når eleverne besøger Byggeboxen i Vinge får de mulighed for at opleve en byggeproces indefra – selvfølgelig iført sikkerhedshjelm og synlighedsvest. BIBIANA Danmark har udviklet et læringsforløb, hvor eleverne kommer igennem en række øvelser, hvor de fx skal quizze værktøjsnavne, lave en byggemodel, tegne i 3D virtual reality og komme med deres helt eget bud på et godt mødested i den nye by.

Undervisning i Byggeboxen har vakt stor interesse på skolerne i Frederiksund, og allerede inden indvielsen er 27 ud af 59 mulige besøgsdage booket.

- Jeg er glad for, at skolerne allerede nu viser så stor interesse for Byggeboxen. Her i Frederikssund Kommune arbejder vi for at få flere af vores unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Vi er allerede godt på vej og har nået det nationale mål om, at 25 procent af en årgang skal vælge en erhvervsuddannelse i 2020. Jeg håber, at Byggeboxen vil være endnu et skridt på vejen til at nå 2025-målsætningen på 30 procent, siger John Schmidt Andersen, borgmester i Frederikssund Kommune.

Et slag for byggefagene

Selv om Frederiksund Kommune allerede lever op til den nationale målsætning om, at 25 procent af en årgang skal søge ind på en erhvervsuddannelse, kan manglen på faglærte medarbejdere stadig mærkes.

- Alt tyder på, at der vil mangle faglærte i fremtiden bl.a. til alle de store bygge- og anlægsprojekter; letbane, hospitaler og broer. Indsatsen for at flere unge skal vælge en uddannelse inden for byggeriet begynder allerede i folkeskolen. Vi skal derfor blive meget bedre til at få folkeskoleeleverne ud og prøve kræfter med virkeligheden på arbejdspladserne og opleve de mange muligheder. Vi støtter Byggeboxen fordi vi tror på at eleverne bruger de praktiske oplevelser fra byggepladsen, når de senere skal vælge uddannelse, siger formand for Region Hovedstadens Erhvervs-, Vækst- og Forskningsudvalg Lars Gaardhøj (S).

Indvielse

Indvielse af den nye Byggebox i Vinge finder sted den 7. november klokken 13.00 i pavillonen på Deltavej. Når talerne er klaret vil 6. klasse fra Ådalens Skole vise deres byggemodeller frem, og det er muligt at afprøve virtual reality og værktøjsquizze. Alle er velkomne.

Bag om Byggeboxen

Projektet er støttet under Region Hovedstadens program ”Faglært til vækst”, der skal få flere til at vælge en erhvervsuddannelse i regionens område. Det er gratis for skolerne at besøge Byggeboxen.
Byggeboxens partnere er: Høje-Taastrup Kommune, NærHeden P/S, Københavns Kommune, Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg, NEXT Uddannelse København, Erhvervsskolen Nordsjælland, Frederikssund Kommune og Dansk Byggeri. Undervisningsforløbet er udviklet af BIBIANA Danmark.

 Materialer til brug i ByggeboxenMaterialer til brug i Byggeboxen.