Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
22. marts 2018

Sådan vil en konflikt påvirke Frederikssund Kommune

Der er varslet strejke og lockout på det kommunale område i forbindelse med de sammenbrudte overenskomstforhandlinger. Hvis den varslede konflikt træder i kraft, betyder det, at der ikke kan opretholdes normal drift på en række områder. Her kan du få et overblik over en eventuel konflikts betydning for de kommunale tilbud.

I tilfælde af konflikt vil Frederikssund Kommune oprette en akuttelefon.

Frederikssund Kommune opdaterer løbende denne side med ændringer, oplysninger om nødberedskab, akuttelefon mv. Siden er senest opdateret den 18. april.

Hvornår kan konflikten begynde?

Enkelte organisationer har varslet strejke på udvalgte områder i Frederikssund Kommune til ikrafttræden onsdag den 4. april 2018.
KL har efterfølgende på vegne af kommunerne varslet lockout på en lang række områder til ikrafttræden tirsdag den 10. april 2018.

Den 18. april har Forligsinstitutionen udsat konflikten i endnu to uger. Hvis der ikke er opnået enighed om ny aftale ved udløbet af de 2 uger, vil strejke kunne træde i kraft den 6. maj og lockout den 12. maj.

Hvis forligsmanden afslutter forhandlingerne inden for de 2 uger, vil strejke og lockout kunne iværksættes på femtedagen efter at forligsmanden har erklæret forhandlingerne for definitivt afsluttede. I den situation kan strejke og lockout iværksættes samtidig.

Konflikten kan også blive afblæst, hvis parterne bliver enige om en ny overenskomst inden konfliktens starttidspunkt.

Hvilke områder kan blive ramt af strejke?

Organisationerne har varslet strejke på følgende områder i Frederikssund Kommune:

  • Omsorgscentret Pedershave – der aftales nødberedskab. (Sosu-personale og husassistenter)
  • Døgnplejen – der aftales nødberedskab. (Sosu-personale)
  • AKUcenter Højagergård vil være lukket under konflikten. (Socialpædagoger og ledende værkstedspersonale)
  • Tandplejen vil være lukket under konflikten. (Tandklinikassistenter og tandteknikere)
  • Teknisk servicekorps – det gælder for alle områder, herunder omsorgscentre, skoler og rådhuset.

Hvilke områder kan blive ramt af lockout?

KL’s lockoutvarsler betyder følgende i Frederikssund Kommune:

  • Rådhuset, administrationscentrene og Ungekontakten vil være lukket for fysiske borgerhenvendelser. Der etableres en akuttelefon.
  • Bibliotekernes åbningstid reduceres.
  • Willumsens Museums åbningstid reduceres.
  • Idræts- og svømmehaller er lukkede.
  • Skoler og dagtilbud: Børnehuse er lukket – specialinstitutionerne Stjernen og Åkanden er dog åbne som normalt. Størstedelen af undervisningen på skoler aflyses – nærmere oplysninger herom bliver gjort tilgængeligt på forældreintra. Kærholm, Skolen i Herredet, videnscentret og specialklasserækker er åbne som normalt.
  • Musikskolen har reduceret antal medarbejdere. Hold dig orienteret via Musikskolen hjemmeside.
  • SFO’er er lukkede. Fritids- og ungdomsklubber er lukket.
  • Vej og Park er lukket.
  • Tandplejen er lukket.
  • Sundhedsplejen fungerer kun som nødberedskab.

Hvem bliver ikke berørt af konflikten?

Følgende grupper er generelt ikke omfattet af strejke eller lockout og vil derfor arbejde på sædvanlig vis:

Chefer
Tjenestemænd
Ikke-organiserede samt medlemmer af organisationer, der ikke er overenskomstpart


Herudover har KL friholdt en række områder for lockout. Det drejer sig om følgende:

Socialpædagoger i Familieafdelingen.
Socialrådgivere og socialformidlere, der arbejder med akutanbringelser og sagsbehandling vedr. underretninger.
Ansatte ved specialinstitutioner (Åkanden og Stjernen).
Psykologer i Udviklingscenter for Børn og Børnekultur.
Støttepædagoger.
Ansatte ved selvstændige folkeskoler for specialundervisning for børn samt folkeskoler, der varetager undervisning i specialklasser (Kærholm, Skolen i Herredet, videnscentret og specialklasserækkerne).
Ansatte ved kommunernes forsyningsaktiviteter på det tekniske område inden for affald, varme, el, vand og spildevand.
Alle ansatte - med undtagelse af social- og sundhedspersonale, husassistenter - på Pedershave og i Døgnplejen.
Alle ansatte på de øvrige omsorgscentre.
Alle ansatte i de sociale tilbud (f.eks. bofællesskaber, handicaptilbud, socialpsykiatrien mv).
Sygeplejersker, ergoterapeuter og fysioterapeuter.
Alle ansatte i Rehabiliteringafdelingen og Træningsenheden.
Ansatte beskæftiget med lønopgaver og personalejura i Personaleafdelingen.
Frederiksborg Brand og Redning.
Madlevering fra det fælleskommunale selskab ”Mad til hver dag”. 

Konfliktvarsel 2018