Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo

Dialog med investorer om Vinge

På Frederikssund Byråds møde onsdag den 30. maj blev det besluttet, at man vil i dialog med både større og mindre investorer, som er interesserede i at etablere byggeri i Vinge. Derfor inviterer kommunen nu interesserede investorer til en åben markedsdialog.

Input og ideer

- Det glæder mig, at vi nu kan begynde at afdække, hvilke investorer der vil være med til at skabe Vinge. Med denne markedsdialog kan vi spørge ind til investorernes ønsker og interesser samt give dem mulighed for at komme med ideer og input til en ny udviklingsstrategi. Markedsdialogen kan også bidrage til at skabe grundlag for planlægningen af det kommende grundsalg i Vinge, siger borgmester John Schmidt Andersen (V).

Udgangspunktet for dialogen vil være det eksisterende plangrundlag for Vinge Centrum – lokalplan nr. 076, som blev vedtaget af Byrådet i december 2016.

Dialogmøder

Frederikssund Kommune bliver jævnligt kontaktet af investorer, som er interesserede i Vinge. Mulige investorer, som kommunen allerede er i kontakt med, vil blive inviteret direkte til et dialogmøde. Andre interesserede investorer kan via kommunens hjemmeside tilkendegive deres interesse for at komme i dialog med kommunen. Inden et dialogmøde mellem kommunen og en mulig investor, skal investoren udfylde et spørgeskema på kommunens hjemmeside. Her bliver der blandt andet spurgt ind til hvilke arealer i Vinge investorerne er særligt interesserede i, hvor stor en grund man har brug for, hvad man ønsker at bygge samt spørgsmål om rammerne og indholdet i den vedtagne lokalplan. Spørgeskemaet vil være tilgængeligt på hjemmesiden om kort tid.

Den åbne markedsdialog forventes gennemført hen over sommeren i år. Herefter skal resultatet af dialogen med investorerne sammenfattes til konkrete anbefalinger, der kan forelægges til politisk beslutning i efteråret 2018.

Luftfoto af Deltakvarteret i Vinge. Foto: Frederikssund Kommune.Luftfoto af Deltakvarteret i Vinge. Foto: Frederikssund Kommune.