Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
30. juni 2018

272 studenter indtog byen

Så mange unge har fredag den 29. og lørdag den 30. juni fået studenterhue på efter veloverstået STX, HHX, EUX eller HF-eksamen i Frederikssund; og det er ganske vist, i en tid hvor Fake News ellers præger både verdenen og talerne til studenterne.

De smukke unge mennesker

Både på Frederikssund Gymnasium og på KNord / Frederikssund Handelsgymnasium, var det nogle synligt lettede, og meget glade, studenter der hhv. fredag og lørdag blev sendt godt på vej videre ud i verden, med taler af rektorer, lærere og kommunens borgmester, efter blandt andet at have sunget med på Kim Larsen ”De smukke unge mennesker”. Tre års slid på STX eller HHX og to års strabadser på HF og EUX er fortid, og helt sikkert glemt af de fleste af de 272 studenter efter nogle timers kørsel rundt på kommunens veje, og besøg hos deres stolte forældre – måske som én af de sidste fælles oplevelser, inden nye eventyr venter med nye venner og fællesskaber. 

Om det sagde rektor på Frederikssund Gymnasium, Peter Bech Sørensen, blandt andet: 

 - Kig godt på hinanden. Det er sidste gang at I alle er samlet, men I vil altid have det til fælles at I er årgang 2018 fra Frederikssund Gymnasium. Deri har I et fælles referencepunkt som I kan bruge til at finde jer tilrette på de nye steder. Det første sted I lander er på ladet af en lastbil med båthorn og højt humør. Det er en plads i sommeren og i friheden der venter her i mellemrummet mellem skoleforpligtelserne og så de forpligtelser livet står og venter med derude i fremtiden. Det er en tid som jeg ved at I har glædet jer til, og jeg håber at I får nydt den i fulde drag.

Rektor foran en fyldt festsal på Gymnasiet. Foto: Kenneth Jensen.Rektor foran en fyldt festsal på Gymnasiet.

En kompleks verden

Efter sommeren og festerne venter så en ny fremtid. Peter Bech Sørensen berørte også dette:

 - På den anden side af studenterfesterne og sommeren venter nye steder. Steder hvor I vil have god gavn af jeres tid på Frederikssund Gymnasium. Og der er brug for jer! Verden har brug for jer. I kender hele smøren om alt det der skal fixes. Fake News, Klimakrise, #metoo, Præstationskultur, Misbrug af personlige informationer, Et fodboldlandshold der spiller som en pose nødder… ja problemer er der nok af. Og vi vil i al ydmyghed bede jer til at løse dem!

 - Man bliver helt forpustet når man tænker på de forventninger der er til jer. Der er en diskussion der kører lige for tiden om, hvordan vi som samfund forholder os til at flere og flere unge føler sig pressede og stressede, og at mange har svært ved at overskue kravene til det gode liv.

Rektor Peter Bech Sørensen, Frederikssund Gymnasium. Foto: Kenneth Jensen.Rektor Peter Bech Sørensen, Frederikssund Gymnasium, holder tale til de 139 STX-studenter og 40 HF'ere.

Vi er alle idioter

Rektor på KNord / Frederikssund Handelsgymnasium, Heidi Post Dam, tog tyren ved hornene, når det kommer til forventningspresset og verden der venter udenfor:

 - I ved at verden bliver mere og mere kompleks; det er der ikke noget nyt i. Men det nye er at kompleksiteten nu er ved at overhale den menneskelige intelligens. I har sikkert oplevet at I indenfor bare den seneste uge har tænkt: Dét fatter jeg simpelthen ikke… Nej, hvor er jeg dum… Og det ikke bare fordi I har læst til eksamen. Mor, far, venner, jeg… ja, os alle skulle også gerne have haft den ”jeg fatter det ikke”-tanke. Ellers er det fordi vi kommer for lidt ud.

 - Tanken om ikke at fatte, altså at være en stor idiot, skulle vi gerne være fælles om. Ja, vi er faktisk en flok idioter. For idiot er jf. grækerne et gammelt ord for privatperson. De gamle grækere elskede politik, og ønskede at alle skulle være en del af det politiske fællesskab, men hvis man unddrog sig det, så var man så afgjort en idiot. En idiot fordi man havde så rigeligt i sit eget liv for at få det til at hænge sammen, at alle andre tænkte at man var en idiot, fordi man ikke var med i fællesskabet.

Netop derfor er budskabet altså at værne om fællesskaberne, og indsamle viden fra dem: 

 - Livet igennem skal I indsamle informationer, således at I kan løse de problemstillinger, som I møder på vores vej. Hvis I tror, at I skal opfinde den dybe tallerken selv, så er budskabet fra fremtiden, at så bliver maden kold!, sagde Heidi Post Dam.

Rektor Heidi Post Dam, KNord. Foto: Kenneth Jensen.Rektor Heidi Post Dam, KNord, i gang med sin tale til studenter - og deres pårørende. I alt dimitterede 44 HHX-studenter og 49 EUX-studenter fra KNord / Frederikssund Handelsgymnasium.

Handelsstudenter fotograferet ovenfra. Foto: Kenneth Jensen.Også på Handelsgymnasiet var der fyldt godt op af glade studenter og deres familier.

Tænk jer om

Borgmester John Schmidt Andersen holder tale til studenterne. Foto: Kenneth Jensen.Måske var det med rådende fra de to rektorer in mente, at borgmester John Schmidt Andersen (V) i sin tale til de mange nye studenter opfordrede dem til at tænke sig godt om, før de vælger deres videre vej i tilværelsen:

 - Jeg vil opfordre jer til at tænke jer godt om, når I beslutter jer for en uddannelse. Der er næsten uendeligt mange muligheder derude, og lige nu står alle døre åbne for jer. Derfor er det vigtigt, at I tager jer den tid, der er nødvendig for at træffe den rigtige beslutning. I skal vælge med hjertet, men også med hjernen.

 - Men når det er sagt, så skal I selvfølgelig stadig vælge noget, som I brænder for. Og så skal I huske, at hvad I end vælger nu, er det ikke nødvendigvis det, I laver om 20 år. I er ikke låst af jeres uddannelsesvalg. I har blot valgt en vej, og senere i livet vil vejen dele sig, og I vil igen stå over for et valg, der kan lede jer ud på helt nye veje i livet. 

Studenterne, her fra Handelsgymnasiet, lytter koncentreret til talerne. Foto: Kenneth Jensen.Studenterne, her fra Handelsgymnasiet, lytter koncentreret til talerne.

Efter de mange gode råd og formaninger, var det først tid til det traditionelle kast med huerne, og derefter den mindst lige så traditionelle tur til Torvet i Frederikssund, for her at synge og danse omkring springvandet, inden turen gik videre på besøg i de mange hjem.

På Handelsgymnsiet i Frederikssund er der også tradition for lærernes herrekor synger for studenterne, og i år var ingen undtagelse - til stor morskab for alle de tilstedeværende.

Lærernes Herrekor på KNord synger for studenterne. Foto: Kenneth Jensen.Lærernes Herrekor på KNord synger for studenterne.

Studenterne kaster deres huer op i luften. Foto: Kenneth Jensen.

Handelsstudenterne kaster deres huer. Foto: Kenneth Jensen.Studenterne kaster deres huer op i luften.

Traditioner bliver holdt i hævd - herunder også dukkerten i springvandet. Foto: Kenneth Jensen.Traditioner bliver holdt i hævd - herunder også dukkerten i springvandet.

Studenterne synger og danser om springvandet på Torvet i Frederikssund. Foto: Kenneth Jensen.Studenterne synger og danser om springvandet på Torvet i Frederikssund.

 Foto: Kenneth Jensen.